Oral semaglutid bedre for langtidsblodsukkeret end sitagliptin

Semaglutid i tabletform på syv mg eller 14 mg dagligt er bedre end sitagliptin til at holde styr på langtidsblodsukkeret (HbA1c) hos patienter med type 2-diabetes.

Det viser resultaterne af det store PIONEER 3-studie, hvor forskerne har sammenlignet såvel langtidsblodsukker som legemsvægt hos patienter, der enten fik 100 mg sitagliptin (Januvia) eller semaglutid (Ozempic) i tre forskellige doser på hhv. tre mg, syv mg eller 14 mg dagligt i 78 uger. Alle fire grupper bestod af gennemsnitligt 466 deltagere (ialt 1864 deltagere), som blev fundet i 206 centre i 14 lande.

Alle deltagere tog metformin, og omkring halvdelen i hver gruppe fik også sulfonylurea.

Resultaterne er netop blevet præsenteret på ENDO 19 i New Orleans, som er Endocrine Societys årlige møde.

Sammenlignet med de 100 mg sitagliptin reducerede tabletter på syv mg og 14 mg semaglutid signifikant langtidsblodsukkeret fra baseline med hhv. -0,3 procent og -0,5 procent mere i løbet af de første 26 uger.

Semaglutid var også bedre end sitagliptin i reduktion af legemsvægt fra baseline med både syv mg daglig dosen (-1,6 kg bedre end sitagliptin) og 14 mg daglig dosis (-2,5 kg bedre) fra baseline til 26 uger.

En tre mg daglig dosis af semaglutid var imidlertid ikke overlegen i forhold til sitagliptin i form af HbA1c eller vægttab, rapporterede medforfatter dr. Dale Allison fra Hillcrest Family Health Center i Waco, Texas, ved ENDO 2019.

I det 78-ugers fase IIIa-forsøg indskrev forskere voksne patienter med type 2-diabetes og HbA1c-niveauer fra syv procent til 10,5 procent, som tog en stabil dosis metformin, med eller uden sulfonylurinstof, på 206 steder i 14 lande.

Patienter blev udelukket, hvis de blev behandlet med diabetes- eller fedmemedikamenter bortset fra metformin, sulfonylurinstof eller kortvarigt insulin i de 90 dage før screening eller havde historier af pancreatitis, nedsat nyrefunktion, proliferativ retinopati eller maculopati, der kræver akut behandling.

Ændringer i HbA1c blev målt efter 26, 52 og 78 uger.

Samlet set afbrød 5,6 procent af patienterne i tre mg semaglutidgruppen forsøget på grund af uønskede hændelser versus 5,8 procent i 7 mg gruppen, 11,6 procent i 14 mg gruppen og 5,2 procent i sitagliptin-gruppen.

I gruppen med 14 mg daglig semaglutid ophørte hovedparten forsøget på grund af en gastrointestinal bivirkning, hvoraf de mest almindelige var kvalme. Imidlertid forekom de fleste af disse hændelser i løbet af dosis-eskaleringsperioden, rapporterede forfatterne.

Det europæiske diabetessamfund, EASD, anbefaler GLP-1 receptoragonister med dokumenteret hjerte-kar-fordel til patienter med klinisk kardiovaskulær sygdom, som har brug for yderligere glykæmisk sænkning, bemærkede dr. Irl Hirsch fra Washington School of Medicine i Seattle i en ledsagende kommentar til undersøgelsen, som også blev præsenteret i tidsskriftet JAMA.

"Indførelsen af ​​GLP-1'erne i klinisk praksis har været relativt langsom," skriver dr. Irl Hirsch og tilføjer, at disse midler er dyre og kræver injektion.

Hirsch skriver, at PIONEER 3 fremmer GLP-1'ernes rolle, men påpeger den højere grad af gastrointestinale (GI) bivirkninger med 14 mg daglig dosis, der "illustrerer den vanskelige balance mellem klinisk effektivitet og tolerabilitet, der har været en udfordring i udviklingen af ​​GLP-1erne."

Men tidligere resultater har vist, at bivirkninger kan falde over tid og potentielt kan reduceres med en langsommere eskalering af dosering, skriver han.