Wegovy mere end halverer den 10-årige diabetes-risiko hos overvægtige
EASD: GLP-1-RA’en Wegovy (semaglutid 2,4 mg) reducerer tiårsrisikoen for type 2-diabetes med godt 60 procent blandt personer med overvægt eller fedme.
Det viser en post-hoc-analyse af STEP 1- og STEP 4-studierne, som præsenteres på den europæiske diabeteskongres EASD 2022 (abstract #562).
I STEP 1 faldt tiårsrisikoen for udvikling af type 2-diabetes fra 18,2 procent til 7,1 procent efter 68 ugers behandling med semaglutid 2,4 mg. Til sammenligning faldt risikoen fra 17,8 procent til 15,6 procent med placebo. Det svarer til en risikoreduktion på 61 procent med semaglutid 2,4 mod 13 procent med placebo (p<0,01).
I STEP 4 var risikoreduktionen med semaglutid 2,4 mg størst i de første 20 uger af behandlingen, hvor den faldt fra 20,6 procent til 11,4 procent. Ved fortsat behandling med semaglutid 2,4 mg i uge 20-68 faldt risikoen yderligere til 7,7 procent, mens den steg til 15,4 procent ved skift til placebo (32 procent reduktion vs. 41 procent stigning (p<0,01).
Effekt uanset baseline-status
I STEP 1, hvor patienterne fik livsstilsintervention plus enten semaglutid 2,4 mg eller placebo, var baseline-risikoscoren højere hos patienter med prædiabetes sammenlignet med patienter med normoglykæmi, men effekten af behandlingen var sammenlignelig på tværs af grupperne.
Hos patienter med normoglykæmi faldt tiårsrisikoen for type 2-diabetes fra 15,5 procent til 6,3 procent med semaglutid 2,4 mg, mens den kun faldt fra 15,9 procent til 14,2 procent med placebo.
Hos patienter med prædiabetes faldt risikoen fra 22,4 procent til 8,3 procent med semaglutid 2,4 mg, mens risikoen faldt fra 21,5 procent til 18,3 procent med placebo.
I STEP 1 gik ændringer i risikoscoren hånd i hånd med ændringer i vægt. Vægttabet var på 17 procent med semaglutid 2,4 mg mod 3 procent med placebo. I STEP 4 var vægttabet 11 procent i uge 0-20 med semaglutid 2,4 mg og yderligere 9 procent hos patienter, som fortsatte på semaglutid 2,4 mg, hvorimod patienter, der skiftede til placebo efter de første 20 uger, fik en vægtstigning på 6 procent.
Studiet er finansieret af Novo Nordisk og præsenteres af professor W. Timothy Garvey, University of Alabama at Birmingham, som har fået tildelt midler af Novo Nordisk. De fire resterende medforfattere er tilknyttet Novo Nordisk.