Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin


”Når vi finder, at åreforkalkningen blandt diabetespatienter allerede ved diagnosetidspunktet kan være udbredt og betydende, er det vigtig viden, som kan indikere, at der skal iværksættes tidligere behandling,” udtaler Monija Mrgan Hansen.

Personer med nydiagnosticeret type-2 diabetes har mere farlig åreforkalkning end andre

Personer med type 2-diabetes har allerede ved diagnosetidspunktet en øget farlig åreforkalkning med risiko for blodpropper end andre uden diabetes.

Det konkluderer læge Monija Mrgan Hansen i en ph.d.-afhandling fra Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital.

Afhandlingen viser, at asymptomatiske personer med ny-diagnosticeret diabetes har mere åreforkalkning end alders- og kønssvarende mennesker uden diabetes, og at åreforkalkningen ser ud til at være mere skrøbelig, og at flere allerede på diagnosetidspunktet har påvirkning af hjertets blodgennemstrømning, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.

”Når vi finder, at åreforkalkningen blandt diabetespatienter allerede ved diagnosetidspunktet kan være udbredt og betydende, er det vigtig viden, som kan indikere, at der skal iværksættes tidligere behandling,” udtaler Monija Mrgan Hansen i pressemeddelelsen og understreger, at resultaterne dog først skal testes på en større gruppe af patienter.

Skrøbelig åreforkalkning

Resultatet viser desuden, at kvinder med type-2 diabetes ved diagnosetidspunktet har en større andel af skrøbelig åreforkalkning og en øget forekomst af irritationsmarkører i blodet sammenlignet med mænd med type-2 diabetes.    

”Overordnet skelner vi mellem om åreforkalkning er hård og stabil eller om den er blød og skrøbelig og dermed indikerer øget risiko for at forårsage blodpropper. Vores resultater viser, at kvinderne har en større andel af den skrøbelige åreforkalkning. Normalt er det kvindelige køn en beskyttende faktor, men den effekt synes reduceret hos kvinder med ny-diagnosticeret type-2 diabetes,” siger Monija Mrgan Hansen i presseteksten.    

Hun forklarer, at viden om, hvem der er i særlig risiko for at udvikle alvorlige hjerte-kar hændelser, må formodes at være vigtig, så behandlingen kan optimeres med henblik på at bedre prognosen. Selvom Monija Mrgan Hansens ph.d. nu er forsvaret, slipper hun ikke forskningen. Hun vil nemlig deltage i et større nationalt forskningsprojekt omhandlende screening af patienter med type-2 diabetes ved hjælp af hjerte-CT scanning med henblik på tidlig opsporing af personer med åreforkalkning.