Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin


”Formålet er at give den allervigtigste information. Også når du (patienten, red.) kommer hjem og måske ikke helt kan huske, hvad lægen sagde,” siger Pernille F. Barington.

Nordjysk diabetes-guide hjælper både praksispersonale og patienter

Let og overskuelig, fine forklaringer, god at pege i og tidsbesparende. Det er oplevelsen hos flere praktiserende læger og sygeplejersker i forbindelse med ny guide kaldet 'Lev godt med type 2-diabetes'.   

Guiden er skabt hos Steno Diabetes Center Nordjylland, hvor projektleder Pernille F. Barington er en af kvinderne bag. ”Formålet er at give den allervigtigste information. Også når du (patienten, red.) kommer hjem og måske ikke helt kan huske, hvad lægen sagde,” siger Pernille F. Barington.

Guiden vil blive distribueret til lægeklinikker i Nordjylland i uge 20-21, og en online version er tilgængelig på dansk, tyrkisk, somali, arabisk og senere på færøsk på hjemmesiden www.nymeddiabetes.dk

Den nye guide bliver et afgørende værktøj, mener både læger og personer med type 2-diabetes ifølge pressemeddelelse fra Steno Diabetes Center Nordjylland.

”Guiden giver viden om blandt andet kost, motion, behandling og følgesygdomme. Det gode er også, at de løftede pegefingre er forsvundet,” fortæller praktiserende læge i Vejgaard, Anne Husum Eld.

Hun fortsætter:

”Den er motiverende for patienten. Et godt eksempel er siden om følgesygdomme, der fortæller, hvorfor det er så vigtigt at tage sin medicin, og hvad den forebygger på sigt,” siger den praktiserende læge.

En sygeplejerske supplerer:

”De andre materialer, vi har adgang til, er ikke så nemme at slå op i og strukturere ud fra, men det kan man lettere med guiden her, ”siger Benedikte Hedegaard, der er praksissygeplejerske hos Lægerne ved Stranden i Hadsund.

Også  en borger, der er helt ny med type 2-diabetes, fortæller i pressemeddelelsen, hvordan guiden hjælper ham til at finde ro og overblik.

”Der er rimelig mange informationer, man får i hovedet på én gang. Man skal vænne sig til en helt ny livsstil, og så er det virkelig godt at have sådan en lille folder at holde sig til.”

Guiden er skabt i tæt samarbejde med repræsentanter fra almen praksis og Aalborg Universitetshospital samt personer med type 2-diabetes, oplyser Steno Diabetes Center Nordjylland.