Skip to main content

Endokrinologisk Tidsskrift

 - først med nyheder om ny medicin

Ekspert: Fint at afprøve billigere lægemidler først

Esben Søndergaard

Højrisiko-patienter med type 2-diabetes skal stadig behandles med GLP-1-RA, men det er rimeligt først at afprøve billigere alternativer til lavrisiko-patienter, siger endokrinolog Esben Søndergaard.

25. november 2024 trådte ændrede tilskudsregler til GLP-1-RA (GLP-1-receptor agonister) i kraft. Det har betydet en ekstra arbejdsopgave for de praktiserende læger, som skal tage stilling til, om behandlingen af deres patienter med type 2-diabetes skal ændres. De nye regler mærkes også på Steno Diabetes Center Aarhus, som løbende har fået spørgsmål fra praktiserende læger om fortolkning af ændringerne. Det har betydet, at centeret har udarbejdet en skriftlig vejledning til de praktiserende læger i deres område. Esben Søndergaard, der er afdelings­læge og klinisk lektor på Steno Diabetes Center Aarhus, mener, at det i nogle tilfælde er meget sundt at overveje, om en GLP-1-RA – som blandt andet sælges under produktnavnene Ozempic, Trulicity, Rybelsus og Victoza – er det rigtige valg.

”Det kan give fin mening at afprøve et billigere alternativ som en SGLT-2-hæmmer først, for data er nogenlunde de samme som for GLP-1-RA. Udfordringen med den nye tilskudsklausul er, at man nu ikke længere kan tillægge GLP-1-RA oveni SGLT-2-hæmmer for at opnå en yderligere reduktion af risikoen for de patienter, som har hjerte-kar-sygdom eller er i høj risiko for at få det,” siger Esben Søndergaard.

Han mener også, at der opstår et problem for den gruppe af patienter, som ikke kan tåle en SGLT-2-hæmmer, og som ifølge den skærpede tilskudsklausul ikke har risikofaktorer nok til at kvalificere sig til behandling med en GLP-1-RA.

”De patienter er nødt til at blive behandlet med andre billigere lægemidler som SU-stoffer og DDP-4-hæmmere, som ikke sænker risikoen for hjerte-kar-sygdomme på samme måde som med GLP-1-RA. Men da der er tale om lavrisiko-patienter, er det et spørgsmål om prioritering, om man vil betale for at sænke denne risiko. Det vigtige er, om vi har mulighed for at behandle højrisiko-patienterne med GLP-1-RA inden for de nye tilskudsregler, og det har vi,” siger Esben Søndergaard.

Vi taber effekten

Esben Søndergaard mener, at de skærpede tilskudsregler uundgåeligt vil få konsekvenser for det generelle behandlingsniveau for personer med type 2-diabetes.

”Vi behøver ikke at diskutere, om GLP-1-RA har en effekt på behandlingen af type 2-diabetes, for det har de. Specielt på reduktion af hjerte-kar-sygdomme og i mindre grad på kronisk nyresygdom. Og vi kommer nok også til at tabe noget af den effekt nu med de skærpede tilskudsregler. Så spørgsmålet er i sidste ende, hvor meget man vil betale for at opnå den effekt,” siger Esben Søndergaard. Han tilføjer:

”Om nogle år er vi måske i den situation, at der er kommet nogle billigere kopipræparater af GLP-1-RA’er på markedet. Og så håber jeg, at vi kommer tilbage til en mere normal situation, hvor GLP1-RA vil kunne bruges i højere grad.”

 

Den nye tilskudsklausul for GLP-1-RA

Ifølge den skærpede generelle tilskudsklausul – som har været gældende siden 25. november 2024 – kan følgende patienter stadig få tilskud til GLP-1-RA:

 

1.  Patienter med type 2-diabetes, hvor en SGLT-2-hæmmer ikke kan anvendes på grund af intolerance eller svært nedsat nyrefunktion, og som enten har:

a) Hjerte-kar- eller nyresygdom eller

b) Mindst tre risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom og samtidig utilstrækkelig glykæmisk kontrol med metformin