Samfundsøkonomisk analyse: Ozempic til kronisk nyresyge kan spare sundhedsvæsenet for penge

Ozempic (semaglutid) har været ved at slå bunden ud af regionernes pengekasser. Nu viser en ny samfundsøkonomisk analyse, at det kan spare sundhedsvæsenet penge, hvis patienter med kronisk nyresygdom og type 2-diabetes behandles med semaglutid.

GLP-1-receptoragonisten Ozempic – med det aktive stof semaglutid – har været både tiljublet og udskældt. Tiljublet for sine overbevisende effekter i behandlingen af type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kronisk nyresygdom. Men udskældt for den økonomiske byrde, som medicinen er blevet for det offentlige danske sundhedsvæsen. Hidtil er der dog gjort meget få forsøg på at beregne, om de sundhedsmæssige gevinster ved semaglutid kan opveje prisen på medicinen, hvis man ser på fordelene over et helt patientliv.

Nu har en gruppe – bestående af danske forskere, sundhedsøkonomer og forskere fra Novo Nordisk – forsøgt at lave netop det regnestykke på patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom. Det er gjort ved at gennemføre en samfundsøkonomisk analyse på data fra FLOW-studiet, som er det første studie, der var designet til at vise den behandlingsmæssige effekt af Ozempic på patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom. Resultaterne af FLOW-studiet viste en markant reduktion i forværring af kronisk nyresygdom og hjerte-kar-sygdom samt lavere dødelighed hos patienter, der var på semaglutid.

I den samfundsøkonomiske analyse har forskerne brugt de danske priser på behandling i sundhedsvæsenet og danske medicinpriser.  Ud fra denne analyse viste resultaterne, at der udover de behandlingsmæssige fordele ved semaglutid også er økonomiske gevinster forbundet med at behandle med lægemidlet.

”I FLOW-studiet fik vi svar på, at Ozempic reducerer tab af nyrefunktion, død, indlæggelser for blodpropper i hjertet og hjertesvigt. Men hvis vi skal til at implementere Ozempic til alle med nyresygdom, så vil nogle sige, at det er for dyrt. Derfor er dette studie et bud på, at selvom medicinen koster, så koster det også at blive syg. Derfor opvejes prisen på medicin af, hvad det ville koste at behandle disse sygdomme,” siger Peter Rossing, førsteforfatter på studiet samt professor og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen.

”Specielt inden for nyresygdom er det godt at lave disse beregninger, fordi behandling af nyresygdom med dialyse eller transplantation er virkelig dyrt. Så hvis du kan udskyde disse behandlinger, så er det en god forretning. Det er også det, der påvirker vores beregninger i studiet i positiv retning, fordi man med behandling med Ozempic udskyder tidspunktet for dialyse. Hvis man forhindrer patienterne i at tabe nyrefunktion, vil de heller ikke komme i øget risiko for at få blodpropper i hjertet eller hjertesvigt, hvilket også betyder færre udgifter til behandling.”

Billige kvalitetsjusterede leveår

I studiet kunne forskerne regne sig frem til, at behandling med semaglutid i et livtidsperspektiv gav en besparelse for sundhedsvæsenet på 9.212 danske kroner per patient og en gevinst i kvalitetsjusteret leveår (QALY) på 0,62. Hvis man udover semaglutid også tilføjede en SGLT-2 hæmmer til behandlingen, gav denne kombinationsbehandling ikke en besparelse, fordi et ekstra præparat gjorde den samlede behandling dyrere. Men der var stadig en gevinst i kvalitetsjusterede leveår på 0,44, og forskerne kunne regne sig frem til, at prisen for et kvalitetsjusteret leveår på denne kombinationsbehandling var 19.167 kroner.

”Samfundet vil normalt gerne betale 300.000 til 500.000 kroner per kvalitetsjusteret leveår, hvis det for eksempel er for en ny kræftbehandling. Vores analyse viser, at hvis man behandler med Ozempic og en SGLT2-hæmmer, så sparer man ikke penge. Men man skal til gengæld kun betale 19.167 kroner for et kvalitetsjusteret leveår, hvilket er meget mindre, end man normalt ville betale for et kvalitetsjusteret leveår,” siger Peter Rossing.

Nødvendige forbehold

Det er altid udfordringer forbundet med at lave samfundsøkonomiske analyser over en længere periode, fordi man ikke kan forudsige udviklingen. Det erkender Peter Rossing også.

”Der er altid usikkerheder, antagelser og forbehold forbundet med den slags studier. For eksempel hvis prisen på medicin stiger eller et præparat løber ud af patent og bliver billigere. Det kan man ikke have med i den type analyser. Omvendt kan det ikke betale sig at beregne gevinsterne af Ozempic over ét år, og derfor giver det mening at lave en analyse med et langtidsperspektiv,” siger Peter Rossing.

”Normalt inddrager vi ikke samfundsøkonomiske analyser, når vi laver behandlingsvejledninger. Der bruger vi resultaterne fra de kliniske studier. Men når vi har lavet behandlingsvejledningerne, så er der også nogle tilskudsmyndigheder, som skal vurdere, om der skal gives tilskud til behandlingen. De kigger altid på, om behandlingen er pengene værd. Så denne analyse er et indspark: Det kan godt være, at Ozempic er dyrt, men det sparer noget andet, som er superdyrt – i tilfældet med kronisk nyresygdom er det dialyse.”

Canagliflozin viser samme resultat

I 2020 blev der lavet en tilsvarende samfundsøkonomisk analyse på SGLT2-hæmmeren canagliflozin til behandling af patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom. Denne analyse er lavet på baggrund af CREDENCE-studiet, som var det første studie, der viste, at behandling med canagliflozin markant reducerede forværring af kronisk nyresygdom og alvorlig hjerte-kar-sygdom. De økonomiske beregninger i studiet er lavet på baggrund af priser i det britiske sundhedsvæsen NHS.

Resultaterne viste, at hvis man tilføjede canagliflozin til behandlingen af kronisk nyresygdom og type 2-diabetes over en tiårig periode, så kunne man både opnå en positiv effekt på patienternes forventede levetid og kvalitetsjusterede leveår. Desuden ville behandlingen give en økonomisk besparelse for det britiske sundhedsvæsen.

Videnskabelig artikel er på vej

Den samfundsøkonomiske analyse af FLOW-studiet, som er omtalt i denne artikel, er blevet præsenteret som en poster på konferencen for American Diabetic Association i juni 2025. Der er efterfølgende udarbejdet en videnskabelig artikel om studiet, som er ved at blive indsendt til et videnskabeligt tidsskrift.

Medicinske Tidsskrifter har forsøgt at få kommentarer fra Henrik Birn, formand for Dansk Nefrologisk Selskab, og Eva Draborg, sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet. Men de ønsker ikke at kommentere studiet, da det ikke er publiceret endnu. 

Sådan gjorde forskerne

Studiet baserer sig på data fra FLOW-studiet, som undersøgte effekten af GLP-1-receptoragonisten semaglutid på patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom. FLOW-studiet viste, at patienter, som fik semaglutid, havde en reduceret risiko for forværring af kronisk nyresygdom, død og hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med patienter, som fik placebo.

Forskerne har med data fra FLOW-studiet (patientkarakteristika og behandlingseffekter) og ved hjælp af en sundhedsøkonomisk analysemodel (T2D-prime modellen) beregnet fire mål i et livstidsperspektiv (20 år) for patienterne i FLOW-studiet: Forventet levetid, kvalitetsjusteret forventet levetid (QALY), kumulativ incidens af diabetesrelaterede komplikationer og omkostninger ved behandlinger og medicin i sundhedsvæsenet. Omkostningerne er beregnet ud fra priserne til behandling og medicin i det danske sundhedsvæsen.

Dette er gjort for fire patientgrupper: En gruppe på semaglutid, en gruppe på semaglutid og SGLT2-hæmmer, placebo-gruppen og hele populationen. Næsten alle patienterne var i forvejen på en RAS-blokade som standardbehandling.

Ud fra disse beregninger kunne forskerne vise, at gruppen på semaglutid i forhold til placebo vandt 0,62 kvalitetsjusterede leveår (QALY), gruppen på semaglutid og SGLT2-hæmmer vandt 0,44 kvalitetsjusterede leveår og den totale patientpopulation 0,60 kvalitetsjusterede leveår. Forskellene var primært drevet af en lavere forekomst af nyresvigt hos semaglutidgruppen sammenlignet med placebogruppen.

Omkostningsberegningerne viste, at en patient i semaglutidgruppen i et livstidsperspektiv (en beregning over 20 år) sparede sundhedsvæsenet for 9.212 danske kroner, mens en gennemsnitlig patient i hele patientpopulationen sparede sundhedsvæsenet for 6.068 kroner. Patientgruppe, der både var på semaglutid og en SGLT2-hæmmer, var ikke en besparelse for sundhedsvæsenet. I denne gruppe kostede et kvalitetsjusteret leveår 19.167 kroner.

Artiklen blev først udgivet i Medicinske Tidsskrifters printmagasin Specialisten fra november 2025.

Peter Rossing har modtaget bevillinger til forskningsprojekter fra Bayer, Novo Nordisk og Astra Zeneca samt honorarer (til Steno Diabetes Center Copenhagen) fra Astra Zeneca, Abbott, Bayer, Boehringer Ingelheim, Gilead, Novo Nordisk, Roche og Amgen.

Referencer

1.
Cost-Effectiveness of Canagliflozin Added to Standard of Care for Treating Diabetic Kidney Disease (DKD) in Patients with Type 2 Diabetes Mellitus (T2DM) in England: Estimates Using the CREDEM-DKD Model. Diabetes Therapy, 2020

2.
Effects of Semaglutide on Chronic Kidney Disease in Patients with Type 2 Diabetes. New England Journal of Medicine, 2024

3.
Once-Weekly Semaglutide vs. Placebo for the Treatment of Type 2 Diabetes and Chronic Kidney Disease in Denmark—A Long-Term Cost-Effectiveness Analysis Based on Flow. Diabetes, 2025