Nu skal lungemedicinerne danse med dermatologerne

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser

Praktiserende læge om svært overvægtige: Jeg har nok en berøringsangst

De praktiserende læger har brug for et styrket samarbejde med den øvrige sundhedssektor, hvis indsatsen i praksis skal være med til at dæmme op for en stigende udvikling i antallet af overvægtige danskere. Det mener praktiserende læge Frede Lyck.

”Patienter med KOL, type 2-diabetes og hjerte-karsygdomme fylder min dag, og behandlingen af svær overvægt er både tidskrævende og kompliceret” siger Frede Lyck, som har 4300 patienter i den praksis, han deler med en anden læge i Solrød Strand.

På det symposium om svær overvægt, der blev afholdt af en tværfaglig ekspertgruppe den 6. februar, fortalte han om den praktiserende læges hverdag, hvor blandt andet tiden kan være en barriere for en effektiv forebyggelse og behandling af et stort samfundsproblem. (Se faktaboksen)

Barrierer for behandling af overvægt i praksis

Selvom Frede Lyck er en af de praktiserende læger, der er særligt interesseret i overvægt og en del af gruppen af eksperter, der nu råber vagt i gevær, tager han alligevel ikke altid emnet op af sig selv, når en af hans patienter tydeligvis har et stort vægtproblem.

”Der er nok også en berøringsangst. Når en patient henvender sig af helt andre grunde, kan jeg så tillade mig at nævne problemet?” siger han.

”Det er også en hurdle, at overvægt ikke er defineret som en sygdom, for hvornår er det behandlingskrævende at veje for meget. Er det udtrykt i et tal på BMI-skalaen, eller først når der opstår følgesygdomme?”

1/3 af små skolebørn er overvægtige

At den praktiserende læge ikke kaster sig over forebyggelse eller behandling af overvægt er ifølge Frede Lyck ikke et udtryk for manglende interesse eller manglende bekymring.

”Der er ikke noget, vi hellere vil, end hjælpe vores patienter til et sundere liv. Overvægt er et stigende helbredsproblem og bestemt ingens karrierevalg,” siger han. Især den stigende overvægt hos børn bekymrer ham.

”I dag er 1/3 af de børn, der indskrives i skolen i Ishøj f.eks. overvægtige,” siger han.

”Overvægt kan smadre et barneliv. Og vi ved, at 70 procent af børn med overvægt vil tage overvægten med sig ind i voksenlivet. Den sociale ulighed er stor, og problemerne er til at få øje på. Men vi kan umuligt løfte den opgave alene i praksis uden hjælp og samarbejde med andre.”

Mere end et vægttab

For overhovedet at tage hul på en forandring, er det ifølge Frede Lyck nødvendigt med mere viden og forståelse, mindre skyld og skam.

”I praksis kan vi måle, veje og støtte med hensyn til kost og motion, og vi kan hjælpe patienterne med at sætte realistiske mål. De svært overvægtige kan vi henvise til operation,” siger han.

”Men når det er sagt, så er vægttab jo kun en lille del af en behandling. Selvom mange tror, at overvægt bare opstår, fordi man indtager mere energi, end man bruger, er årsagerne langt mere komplicerede og følgerne ofte omfattende og komplicerede. Inden de alvorlige følgesygdomme opstår, er der mange andre afledte helbredsproblemer. Har man et BMI omkring de 40, går det generelt ud over helbredet. Måske har man svært ved at trække vejret og må sidde op og sove. Man får tryksår, som har svært ved at hele etc.”

Videnscentre -  ja tak

Hvis den praktiserende læge skal spille den mere centrale rolle i forebyggelse og behandling af overvægt, som de gerne vil, og som er så vigtig, fordi praksis for rigtig mange mennesker med svær overvægt er indgangen til hele sundhedssystemet, er der behov for et styrket tværfagligt samarbejde.

”Og det er nu, vi skal gøre noget,” siger Frede Lyck.

”Men skal vi bremse udviklingen, forebygge overvægt - og at overvægt bliver til svær overvægt, - kræver det viden. Et tværfagligt videnscenter, hvor man kan få svar, gode råd og henvise til, er en fantastisk ide.”

En ny tilgang til svær overvægt

  1. februar præsenterede en tværfaglig gruppe af eksperter deres vision for en styrket behandling af svær overvægt:

Gruppen ønsker at ændre hele sundhedsvæsenets tilgang til svær overvægt, og at en forstærket indsats samles i:

  • Regionale specialiserede tværfaglige overvægtscentre, der fokuserer på formidling, forskning og behandling
  • Eller et nationalt videnscenter, der fokuserer på formidling og forskning.

 

En samlet tværfaglig indsats skal:

  • Yde ambulant behandling efter henvisning fra almen praksis – i samarbejde med almen praksis
  • Behandling ydes af et tværfagligt team med relevant personale, som inddrager teknologiske løsninger
  • Sikre et trygt behandlingsmiljø for borgerne og sikrer netværksaktiviteter blandt patienter og pårørende
  • Tilbyde rådgivning, vidensdeling og undervisning til andet sundhedspersonale
  • Indsamle data med henblik på forskning og formidling med afsæt i eksisterende evidens og systematisk dataopsamling af behandlingsforløb samt oplysning omkring behandlingstilbud i kommunalt regi.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter