Når Magnus Heunicke siger vores - så mener han regeringens

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Lang antikoagulant behandling reducerer blodpropper

Torben Bjerregaard Larsen

ESC 2018: Selv om antikoagulent behandling reducerer antallet af blodpropper, så reducerer de ikke – i hvert fald signifikant – dødsrisikoen.

Det viste resultaterne af det store MARINER-studie, der i går blev offentliggjort på en såkaldt hotline-session i den store sal på dette års ESC-kongres i München.

Studiet har været ventet med spænding, og hvert et stolesæde var da også besat, da studieforfatter professor Alex Spyropolous satte scenen:

"Antikoagulanter hjælper med at forhindre blodpropper hos medicinske syge patienter, mens de er under vores tilsyn på hospitalet. Men risikoen for blodpropper strækker sig langt ud over denne periode,” sagde han.

Studiet omhandler oral antikoagulant behandling til medicinske sygdomme i 45 dage efter hospitalsindlæggelse. Og konklusionen var, at denne behandling reducerer antallet af ikke-dødelige symptomatiske blodpropper.

Det primære effektmål var dog symptomatiske venepropper og dødsfald heraf. Og her var effekten ikke signifikant.

I den tætpakkede sal sad også professor Torben Bjerregaard Larsen, Aalborg Universitetshospital. Han betegner dagens store begivenhed, som ’lettere skuffende’.

”Man kunne jo have håbet, at vi nu havde fået et klart svar på, hvordan vi de kommende år skal behandle indlagte medicinske patienter i høj risiko for VTE, men sådan blev det ikke,” siger han.

”På grund af den måde, de havde designet studiet på, og med det prædefinerede endepunkt de havde valgt, viste der sig ikke en signifikant effekt. Men hvis man kigger på patienter med venøs trombose, så er der en klar forskel, hvilket man jo også må forvente, når det er et aktivt stof man bruger,” siger Torben Bjerregaard Larsen.

Han kalder dog studiet en god anledning til at diskutere, om ikke man skal behandle højrisikopatienterne på de medicinske afdelinger, ”som vi jo har foreslået i mange år, uden at have klar evidens for det,” siger han.

”Vi havde drømt om, at der nu var en anledning til at sige, at nu var der ingen tvivl om, at vi skal behandle i hvert fald højrisikopatienterne længere. Med MARINER er vi da også rykket et skridt nærmere, men vi er ikke helt i mål,” siger han og nævner, at han nu vil hjem og bl.a. se på, ’numbers needed to treat’ for at vurdere, hvad gevinsten er.

"Nu skal jeg lige tygge lidt på resultaterne. Jeg vil også ned i, hvad studiet siger om visse subgrupper. Vi må se på, hvordan det forholder sig med de sårbare patienter med flere sygdomme. Dem har der ikke været nok fokus på. Men i min egen forskergruppe vil vi også med interesse vurdere, hvad vi nu ved om den gruppe,” siger han og referer blandt andet til lungepatienter med øget risiko for trombose.

”Studiet viste, at behandlingen havde effekt på venøs trombose. Da det ikke var det prædefinerede endepunkt, er dette resultat ikke så validt. Men vi har da fået en bekræftelse på, at det er et område vi bliver nødt til at have fokus på de kommende år,” siger han.

Hvert år indlægges omkring 20 millioner akut syge patienter i USA og EU med tilstande som hjerteanfald, lungebetændelse, influenza, bronkitis, astma eller brækkede knogler.

En betydelig del af disse patienter er i fare for venøs trombose (VTE), som omfatter dyb venetrombose (DVT) og lungeemboli, mens de er på hospitalet og op til seks uger derefter.

Ca. 70 procent af hospitalsrelaterede dødelig lungeemboli forekommer hos patienter med medicinsk sygdom.

Antikoagulanter anbefales for at forhindre blodpropper (kaldet thromboprofylax) hos patienter med medicinsk sygdom, mens de er på hospitalet. Men guidelines anbefaler ikke brug af antikoagulanter efter udskrivelse.

MARINER-studiet undersøgte, om fortsættelse af tromboprofylakse med en oral antikoagulant efter hospitalsudskrivelse kunne reducere risikoen for symptomatisk VTE og VTE-relateret død hos medicinsk syge, der var i risiko for VTE.

Studiet indskrev 12.024 patienter fra 671 centre i 36 lande. Patienterne var 40 år eller ældre, havde været indlagt på grund af akut medicinsk sygdom og havde andre risikofaktorer for VTE. Patienterne blev randomiseret til 45 dages forløb af enten en gang daglig oral rivaroxaban 10 mg (7,5 mg hos patienter med nedsat nyrefunktion) eller placebo på tidspunktet for hospitalsudskrivelse. Det primær effektudfald var symptomatisk VTE og VTE-relateret død. Det væsentligste sikkerhedsresultat var stor blødning.

Den endelige analyse omfattede 12.019 patienter. Gennemsnitsalderen var 69,7 år, og 48 procent var kvinder. Fire ud af ti patienter blev indlagt på hospitalet for hjertesvigt, 27 procent for respirationsinsufficiens, 17 procent for smitsomme sygdomme, 14 procent for iskæmisk berøring og to procent for inflammatorisk sygdom.

I løbet af 45 dage efter udskrivelsen havde 50 (0,83 procent) patienter, der fik rivaroxaban, fået symptomatisk VTE eller var døde af VTE-relaterede årsager - sammenlignet med 66 (1,1 procent), der tog placebo (p = 0,136).

Ved undersøgelse af kun symptomatisk VTE, som inkluderede DVT og ikke-dødelig lungeemboli, var der færre hændelser med rivaroxaban (0,18 procent) sammenlignet med placebo (0,42 procet; fareforhold [HR] 0,44, 95 procent konfidensinterval [CI] 0,22 -0,89, p = 0,023).

Forskerne undersøgte også et sonderende sekundært sammensat endepunkt af symptomatisk VTE og al årsags dødelighed og fandt, at 1,3 procent af patienterne, der fik rivaroxaban, oplevede en hændelse, sammenlignet med 1,78 procent af patienterne i placebogruppen (HR 0,73, 95 procent CI 0,54-0,97, p = 0,033).

Større blødning forekom hos 17 (0,28 procent) patienter i rivaroxabangruppen sammenlignet med ni (0,15 procent), der tog placebo (p = 0,124), med meget få kritiske og dødelige blødninger og ingen signifikant forskel mellem grupper.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Feed ikke fundet.

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter

Topup nb

OPEN

Hallo