Ny viden om risikofaktorer relateret til prognosen for hjertesvigt

Det er velkendt, at prognosen for patienter med hjertesvigt varierer i takt med, om patienterne har andre sygdomme, der påvirker hjertet, herunder atrieflimren eller diabetes.

Mekanismerne bag denne forværring i patienternes prognose er imidlertid ukendte.

Et nyt dansk studie har undersøgt disse mekanismer nærmere hos patienter med hjertesvigt, der ikke er forårsaget af en blodprop i hjertet. Mere præcist viser studiet, at der hos denne patientgruppe med hjertesvigt er en sammenhæng mellem tilstedeværelse af atrieflimren, diabetes eller forstørret venstre hjertekammer og nedsat gennemblødning (perfusion) af hjertemuskelvævet.

Bag studiet og Ph.d. afhandlingen skrevet på basis heraf står læge, Ph.d. Christina Byrne Faurholt Aagaard, Rigshospitalet. Hun fortæller, at baggrunden for studiet er kendt viden om, at patienter med hjertesvigt, som ikke er forårsaget af en blodprop i hjertet, alligevel har nedsat gennemblødning af hjertemuskulaturen. Mekanismerne er dog fortsat uklare. I sit studie har hun derfor set på, hvordan gennemblødningen påvirkes, hvis hjertesvigtpatienterne samtidig har atrieflimren eller type 2-diabetes eller afhængig af, hvor meget deres venstre hjertekammer er forstørret.

”Det er vigtigt, at finde eventuelle forværrende faktorer for hjertesvigt tidligt, da vi herved har mulighed for at forebygge symptomer og behandle bedre. Så når vi nu har vist sammenhængen mellem perfusion og kendte faktorer, som forværrer hjertesvigts prognosen, er vi kommet et skridt på vejen til at optimere behandlingen af patienter med hjertesvigt,” siger Christina Byrne Faurholt Aagaard.

Lægger op til mere forskning

Den nye viden, som studiet tilvejebringer, kan ikke umiddelbart bruges til at ændre klinisk praksis endnu, understreger forskeren. I stedet peger hun på, at studiet lægger op til at se nærmere på, hvordan man kan bruge viden om gennemblødning i senere studier til at vurdere blandt andet behandlingseffekt hos patientgruppen. F.eks. kan den nye viden danne baggrund for forskning i, hvorvidt man på sigt vil kunne behandle den nedsatte perfusion og på den måde forbedre hjertesvigtpatienternes prognose. En anden mulighed er, at man ved at behandle de ekstra risikofaktorer kan forbedre deres perfusion og dermed deres prognose, som hun siger.

Desuden mener hun, at det vil være rigtig interessant at se på, om det vil give mening at måle perfusionen før og efter en given behandling hos patienter med hjertesvigt, og om man ud fra disse perfusionsmål så kan siger noget om, hvilke patienter med AF som tillægsfaktor som vil have gavn af en ablation.

For at gennemføre sit studie, der havde overskriften ’Myocardieperfusions kvantificering hos patienter med ikke-iskæmisk hjertesvigt målt med rubidium positron emission tomography (82Rb-PET/CT)’ anvendte Christina Byrne Faurholt Aagaard en velvalideret hjerteskanning (hjerte-PET) til måling af perfusionen. Hjerte-PET kan på en halv time vise forkalkninger i kranspulsårerne, blodgennemstrømningen i selve hjertemuskulaturen og hjertets pumpefunktion eller evne til at trække sig sammen. Patienterne blev delt i grupper med forskellige forklarende/forværrende tillægsfaktorer, som for eksempel sukkersyge eller atrieflimren, og sammenlignet med hjertesvigtspatienter uden tillægsfaktorer.