Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Dansk studie: Grund til forsigtighed med amiodaron

Skrevet af Berit Andersen den i kategorien Hjertekar.

Frederik Dalgaard

Har man en patient med atrieflimren (AF), som samtidig er lidt skrøbelig, er der grund til at være særlig opmærksom på, hvilke typer af lægemidler der gives. Nogle af midlerne kan øge patientens risiko for at falde eller besvime. Det gælder især for lægemidlet amiodaron.

Denne nye viden skyldes en undersøgelse støttet af Hjerteforeningen, hvor forskere for første gang har set på risikoen for faldskader og synkope ved den medicinske rate- eller rytmekontrollerende behandling, som typisk gives til AF-patienter. Med læge og ph.d.-studerende Frederik Dalgaard fra Hjerteafdelingen på Gentofte og Herlev Hospital i spidsen så forskerne på en dansk kohorte af 100.000 AF-patienter over 65 år, som fik enten ratekontrollerende (RLD) eller rytmekontrollerende (AAD) medicin, og som havde fået recept på medicinen mellem år 2000 og 2015. De blev fulgt i gennemsnit to år.

Størst risiko i starten

Studiets resultater viser, at er man 65 år eller ældre, og er man i behandling med AAD eller både med AAD og RLD, har man en højere risiko for faldrelaterede skader og synkope sammenlignet med dem, der kun får lægemidler af RLD-typen. Kombinationsbehandlingen er forbundet med en relativ øget risiko på 46 procent, mens dem der kun fik AAD havde en relativ øget risiko på 29 procent. Den øgede risiko var mest markant i de første tre måneder efter opstart af den medicinske behandling og den er klart størst i de første 14 dage.

Amiodaron giver flest problemer

Forskerne så også på typerne af stoffer, og her var den øgede faldrisiko klart forbundet med brugen af det antiarytmiske lægemiddel amiodaron. Både når det stod alene og blev givet sammen med de ratekontrollerende lægemidler.

Det sidste har forskerne flere mulige forklaringer på. For det første er en bivirkning af amiodaron nedsat puls, der kan forårsage cerebral hypoperfusion og derfor øger risikoen for at falde og/eller besvime. En anden forklaring kunne være, at amiodaron muligvis kan påvirke ligevægtsorganet i det indre øre, hvilket kan føre til svimmelhed og ustabil gang og dermed øge risikoen for fald. Og som det tredje anfører forskerne, at patienter med atrieflimren, der er svær at behandle generelt, måske er mere tilbøjelige til at falde og få amiodaron. 

Styrker argumenter for ratekontrol 

Det danske studie er netop offentliggjort i Journal of the American Geriatics Society. I tidsskriftets ledende artikel konkluderes det, at det danske studie forstærker argumenterne for i første omgang at behandle AF-patienter med ratekontrollerende medicin. Og det er et vigtigt budskab til klinikerne, idet rytmekontrollerende behandling mange steder i praksis stadig bliver prøvet først, inden man opgiver og går over til alene en ratekontrollerende behandling. Det anføres også, at amiodaron stadig er det mest brugte lægemiddel til rytmekontrol, på trods af at de fleste retningslinjer anbefaler at undgå midlet på grund af dets kraftige bivirkningsprofil.

Frederik Dalgaard er enig i lederens konklusion og understreger, at det er vigtigt for klinikerne at være opmærksom på, at bivirkningerne for de skrøbelige ældre nok er lidt større end de fleste går rundt og tror. Helt at undgå amiodaron giver studiet dog ikke grobund for, hvorimod det giver gode argumenter for at foretage konkrete afvejninger.

”Vores resultater understøtter strategien med kun at behandle patienterne med ratekontrollerende medicin. Men hvis det ikke virker, og alternativet er amiodaron, er vores budskab, at man i de konkrete situationer så bør overveje fordele og ulemper for hver enkelt patient, afhængig af, hvor skrøbelige de er. Hvis man vælger at behandle med amiodaron, giver studiet grund til at overveje, om der skal ekstra foranstaltninger til i de første 14 dage af behandlingen, hvor det ser ud til, at risikoen er størst,” siger han.

Grobund for yderligere studier

Denne sammenhæng mellem lægemidler til behandling af rate- rytmeproblemer hos AF-patienter er ikke undersøgt før. Frederik Dalgaard kan derfor godt tænke sig, at studiets resultater reproduceres i andre lande. Desuden mener han, at det giver grobund for en videre undersøgelse af, om den øgede risiko for faldskader ved brug af amiodaron også er dosisafhængig – ligesom det bør fastslås, om det er de mest skrøbelige, der har den højeste risiko. Og når man nu ved, at amiodaron giver øget risiko for fald og besvimelser, peger han også på behovet for at se nærmere på konsekvensen af brugen af det på patienternes køreegenskaber .

Han fortæller, at han selv agter at gå videre, uden at han endnu kan fortælle med hvad. Til gengæld oplyser han, at han på den kommende ESC-kongres i Paris i starten af september præsenterer et studie, der har en hel del at gøre med det netop publicerede. Det har titlen “Rate and rhythm controlling drugs and mortality risk in patients with atrial fibrillation: A Danish nationwide cohort study”.