Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Selvtræning og træning med høj intensitet skaber bedre resultater

Skrevet af Maiken Skeem den i kategorien Hjertekar.

Der er en tæt sammenhæng mellem repetition og effekt, når det handler om genoptræning af lammelser i arm og hånd hos apopleksi-patienter. Derfor arbejder man i neuroteamet på Rigshospitalet Glostrup som noget nyt også med højintensitets-træning - men også med selvtræning.

Formålet er at skabe hurtigere bedring, men også at give mere ansvar for eget forløb til de stærkeste patienter og dermed frigive mere tid til en-til-en træning med de svageste.

Genoptræning er afgørende for apopleksipatienters bedring, men i mange tilfælde er det tilbud patienterne får ikke godt nok, og det seneste år har neuroteamet ved Rigshospitalet Glostrup blandt andet introduceret selvtræning for at styrke patienternes genoptræningsforløb. Personalet i Glostrup har i tæt kontakt med blandt andet australske forskere tilpasset træningen af apopleksi-patienterne efter den nyeste viden om effektiv genoptræning af patientgruppen, fortæller udviklings-fysioterapeut Ivana Bardino Novosel, hvis opgave det netop er sammen med kollegaer at indføre ny viden i praksis:

”Vi har kun det antal hænder til rådighed, som vi har - og derfor har vi i et stykke tid forsøgt os med semi-superviseret træning, hvor vi har trænet med flere patienter samtidigt. Men vi er kun på arbejde fra otte til 15.30 i hverdagene, så i princippet er patienterne passive i en stor del af deres indlæggelsestid – tid som de kunne udnytte effektivt til genoptræning. Derfor forsøger vi os nu også med selvtræning, så patienter på den måde både får terapeutisk behandling med en fysioterapeut, semi-superviseret holdtræning og træner på egen hånd.”

Selvtræning skal være sikkert

Med udgangspunkt i et videnskabeligt studie publiceret i tidsskriftet Stroke, findes der i hele neuroteamet på Rigshospitalet Glostrup en bevidsthed om, at patienterne skal være så aktive som muligt og bruge så meget tid som muligt på genoptræning – og i øvrigt, at de kommer i gang med genoptræningen med det samme. Patienterne bliver vurderet af en ergoterapeut og fysioterapeut inden for de første 24 timer efter deres apopleksi, og genoptræningen starter typisk dagen efter. Ud over den individuelle behandling, som typisk foregår tre-fem gange i ugen, så bliver patienterne også opfordret til at deltage i semi-superviseret træning – for eksempel circuit- eller cross-træning og derudover opfordres de altså også som noget nyt til selvtræning. Det er dog naturligvis væsentligt at afklare, om patienterne er ’stærke’ nok til at selvtræne, pointerer Ivana Bardino Novosel:

”Vi skal først og fremmest være sikre på, at det er ’sikkert’ at patienten træner på egen hånd – at der eksempelvis ikke tilstøder utilsigtede hændelser som fald, eller at et kateter måske bliver rykket ud under øvelserne, ligesom vi skal være sikre på, at patienten ikke på grund af selvtræning fravælger anden væsentlig genoptræning hos for eksempel ergoterapeut eller neuropsykolog, fordi de bliver for trætte af træningen.”

Vi skal udnytte den tid, hvor patienterne er passive
Foreløbigt kører forsøget med selvtræning ét år frem til december 2020, og derefter vil man vurdere effekten og tage stilling til, om initiativet skal fortsætte. Fysioterapeuterne er bevidste om, at selvtræningen skal være udfordrende og endda svær, men ikke uopnåelig, understreger Ivana Bardino Novosel – men man skal også være sikker på, at patienterne rent faktisk laver noget:

”Patienterne er udstyret med en ’klikker’, så hver gang de gentager øvelsen bliver det registreret. Vi kan se, at allerede ved 20 gentagelser bliver de bedre til at udføre øvelserne, men der skal mange repetitioner til, før end man kan sige, at det har en signifikant, klinisk effekt. Faktisk viser et studie publiceret i det australske tidsskrift Physiotherapy Journal, at træningstiden skal øges med 240 procent for at man kan påvise klinisk relevant effekt. Det viser os, at vi er nødt til at udnytte den tid, hvor patienterne ellers er passive – altså den tid, som ligger udenfor fysioterapeuternes arbejdstid, og hvor patienterne alligevel er på hospitalet.”

Også Helle Klingenberg Iversen, som er overlæge på Apopleksienheden og formand for Dansk Selskab for Apopleksi er enig i, at man nu og fremadrettet er nødt til at nytænke genoptræningen af apopleksi-patienterne – blandt andet ved at indføre selvtræning:

”Vi ved, at patienterne, som situationen er i dag, ikke får den genoptræning, som de har brug for – hverken på hospitalerne, eller når de bliver udskrevet. Det fremgår tydeligt af Sundhedsstyrelsens rapport fra 2017, Servicetjek af genoptrænings- og rehabiliterings-indsatserne for mennesker med hjerneskade, at der i de kommuner, som deltog i rapporten, ikke findes de nødvendige resurser og initiativer til at sikre apopleksi-patienterne tilstrækkelige muligheder for genoptræning. Derfor er vi nødt til at nytænke indsatsen – for eksempel ved i højere grad at lade patienterne træne selv.”

 Helle Klingenberg Iversen understreger, at det naturligvis er en balance, fordi apopleksi-patienterne ofte bliver meget trætte, men at de har brug for handlemuligheder, når de har overskuddet:

 ”Langt de fleste patienter har det bedst, hvis de kan foretage sig noget, når de har kræfter til det. Vi kan se, at tilfredsheden stiger, hvis de selv har mulighed for at handle. De bliver derimod stressede af ikke at kunne foretage noget for at bedre deres egen situation.”

Involvering og ansvar for eget forløb

Ivana Bardino Novosel understreger, at apopleksi-patienter ofte er svært hjerneskadede patienter og at de derfor også har dårlig ’deltagelsesevne’ - og at man derfor også i nogen grad er afhængig af de pårørendes vilje til og mulighed for at støtte op om træningsindsatsen:

”Der har nok været og er fortsat en berøringsangst i forhold til at bede pårørende om at deltage i den store opgave det er at genoptræne en apopleksi-patient – men vi har systematisk spurgt til det alligevel, og alle pårørende til de omkring 70 patienters, som vi spurgte, og i alle aldersgrupper, viste sig interesserede. Nogle enkelte havde ikke overskuddet og resurserne – men viljen mangler ikke. Vores berøringsangst er måske derfor i nogen grad misforstået, og man kan sige, at det passer godt ind i den tendens, der er i sundhedsvæsenet lige nu, hvor man involverer patienter og pårørende mere i eget forløb end tidligere – og involvering er i udgangspunkt en god ting, hvis patienterne har mulighed for selv at tage ansvar for deres træning. Mange apopleksi-patienter har store hjerneskader, og de fleste vil skulle leve med at håndtere et genoptræningsbehov resten af deres liv.”

Lighed i adgangen til sundhed

Der er dog en gruppe patienter, som er så dårlige, at de ikke kan selvtræne – heller ikke med hjælp fra pårørende, understreger Ivana Bardino Novosel:

”De patienter vil fortsat have brug for en-til-en træning og siden semi-superviseret træning –selvtræningen er udelukkende for de stærkeste patienter. Men når den stærkeste gruppe patienter træner selv, så kan personalet frigive mere tid til de patienter, som har særligt brug for det og på den måde opfylder vi også målet om i højere grad at skabe lighed i adgangen til sundhed.”