Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Historisk lav hjertedødelighed - almen praksis vigtig i fastholdelse af tendens

Skrevet af Maiken Skeem den i kategorien Hjertekar.

Siden 1970erne har man i Danmark formået at sænke hjertedødeligheden – og fra 1990 til i dag med hele 81 procent. Kurven flader nu ud, og skal den positive udvikling fastholdes og føres videre ind i fremtiden, så har almen praksis en vigtig rolle at spille.

Det mener professor i kardiologi Stig Haunsø, som vil have øget fokus på risikofaktorer og forebyggelse.

Før 1970 var hjertekar-sygdomme den mest dominerende dødsårsag i Danmark – iskæmisk hjertesygdom (kranspulsåreforkalkning) tegnede sig for 450 ud af 100.000 danskere, som døde af hjertesygdom. Opfattelsen på daværende tidspunkt var, at hjertekar-sygdom var aldersbetinget og svært eller umuligt at behandle sig ud af. Men gennem et stærkt videnskabeligt og robust samarbejde på tværs af sektorer og regioner, en effektiv præhospital indsats og en eksplosiv stigning i tekniske og farmakologiske behandlingsmuligheder har man siden 70erne formået at vende udviklingen.

”I dag er dødeligheden af den dominerende hjertesygdom - iskæmisk hjertesygdom - således historisk lav i Danmark (omkring 40 ud af 100.000 danskere),” påpeger Stig Haunsø, professor emeritus i kardiologi ved Københavns Universitet og Rigshospitalet og en af forfatterne bag et studie, der er en slags historisk tilbageblik på udviklingen i hjertedødeligheden og som netop er offentliggjort i Ugeskrift for Læger.

Samlet indsats bevirkede dramatisk fald

I slutningen af 1960erne så man et pludseligt fald i dødeligheden og det fik både danske og udenlandske kardiologer og patientorganisationer til at interessere sig for de bagvedliggende årsager. Der blev i den forbindelse indledt en mere systematisk dataindsamling af danskernes hjertesygelighed og -dødelighed, ligesom der blev taget initiativ til mere omfattende befolkningsundersøgelser. Her blev man klar over risikofaktorerne bag hjertekarsygdomme, blandt andet hvilken rolle forhøjet kolesterol kan spille. Derfra gik det stærkt, fortæller Stig Haunsø, som selv har fulgt udviklingen gennem sin karriere – fra ung hjertelæge i 70erne og til nu:

”Politikerne kunne allerede dengang godt se, at dødeligheden var høj, og de viste sig både lydhøre og villige til at afsætte midler til en udvikling af området. Der blev oprettet koronar-afsnit på de fleste af landets store hospitaler, og siden kom fem hjertecentre til på de store universitetshospitaler. Der blev udviklet nye kirurgiske behandlingsmetoder og ny og effektiv blodtrykssænkende medicin kom på markedet. Desuden introducerede man hjerteambulancerne, så man kunne begynde behandlingen, allerede når patienten faldt om på gaden eller skulle behandles på et hjertecenter. Den samlede indsats bevirkede, at dødeligheden begyndte at falde dramatisk og har gjort det frem til i dag.”

Praktiserende læger i afgørende rolle

I dag synes kurven for antallet af døde danskere med iskæmisk hjertesygdom dog at flade ud. Det kan der være flere forklaringer på, mener Stig Haunsø:

”Der er en naturlig grænse for, hvor langt man kan få dødeligheden ned. Danskerne bliver ældre og har derfor større komorbiditet. Dertil kommer, at der findes nogle sociale forskelle, som gør sig gældende, når vi taler om hjertekar-sygdom. Der findes en gruppe af borgere med lavt uddannelsesniveau, som er sværere at nå og hvor oplysningsindsatsen har vist sig mindre effektiv.”

Her har de praktiserende læge en afgørende rolle at spille, mener Stig Haunsø:

”På hospitalerne er vi super-specialister. Men de praktiserende læger har en mere bred tilgang til patienten og kan derfor vise sig at spille en særdeles vigtig rolle, når det handler om at fastholde den lave hjertekar-dødelighed. De kan overfor deres patienter være proaktive og opsøgende - og fokusere på risikofaktorer som blodtryk, kolesterol, rygning, kost og motion.”

Stig Haunsø understreger i den forbindelse, at de praktiserende læger har redskaberne og kompetencerne til at tage forebyggelses-opgaven på sig, men erkender, at man i almen praksis nogle gange måske kan mangle tiden for i højere grad at kunne prioritere den store opgave, som forebyggelse af hjertekar-sygdom er.