Vericiguat godkendt til behandling af hjertesvigt i EU
Lægemidlet vericiguat er nu godkendt i EU til behandling af patienter med reduceret uddrivningsfraktion stabiliseret efter en nylig forværring af kronisk hjertesvigt, som kræver intravenøs diuretisk behandling.
Mange hjertesvigtpatienter oplever stadig progressiv forværring af deres sygdom, ligesom de har dårlig livskvalitet og oplever gentagne indlæggelser. Én ud af fem patienter overlever ikke længere end to år efter en forværring af deres hjertesvigt. Men fremover vil vericiguat (Verquvo), som er en opløselig guanylatcyclase (sGC) stimulator, udgøre en mulig behandling (2,5 mg., fem mg. og ti mg.) ved kronisk symptomatisk hjertesvigt med reduceret uddrivningsfraktion stabiliseret efter en nylig forværring af kronisk hjertesvigt, der kræver intravenøs, diuretisk behandling.
”Godkendelsen af vericiguat betyder, at der nu eksisterer et håb for patienterne – et håb om at bryde de progressive forværringer og mindske risikoen for indlæggelser,” udtaler Lars Lund, som er professor og kardiologisk overlæge på Karolinska Universitetshospital. Han suppleres af Burkert Pieske, som er professor i intern medicin og kardiologi ved Charity Hospitalet i Berlin, og som i øvrigt også er hovedforfatter til fase III-studiet VICTORIA, offentliggjort i The New England Journal of Medicine (NEJM) i marts 2021:
En af de største udfordringer
”Genindlæggelser er negativt for både patienter og pårørende – og selv ved behandling helt i tråd med retningslinjerne, oplever mange patienter med hjertesvigt stadig progressiv forværring af deres symptomer. Det betyder indlæggelse men også, at behandling med intravenøs diuretika er påkrævet, hvilket er en af de største udfordringer i håndteringen af kronisk hjertesvigt. Desværre overlever hver femte patient ikke længere end to år efter en forværret hjertesvigt. At behandling med vericiguat, som er udviklet til netop de patienter, nu er godkendt, er derfor en særdeles god nyhed for patienterne og deres familier.”
VICTORIA-studiets fase III viste, at hos patienter med kronisk hjertesvigt – og som for nylig havde haft en episode med forværring af sygdommen og var i høj risiko for kardiovaskulær død og indlæggelse på grund af hjertesvigt - ledte behandling med vericiguat sammenlignet med standardbehandling, til en signifikant reduktion i den kombinerede risiko for kardiovaskulær død eller indlæggelse for hjertesvigt.
Vericiguat er den første godkendte behandlingsmulighed, der specifikt er undersøgt hos patienter efter en nylig forværring af kronisk hjertesvigt med henblik på at bryde en cyklus af forværringer og for at reducere risikoen for indlæggelse.
