Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Ny forskning ser på sammenhængen mellem psoriasis og hjertekarsygdom

To-tre procent af befolkningen har psoriasis og tidligere forskning tyder på, at patienter med svær psoriasis eller psoriasis-gigt har lige så høj risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom som diabetes-patienter.

Derfor vil ph.d-studerende og læge ved Afdelingen for Hjertesygdomme på Herlev & Gentofte Hospital, Maria Flarup Dons, i The Psoriasis Echo Study undersøge 1000 patienter med psoriasis for tegn på hjertekarsygdom.

Hun håber i sin forskning at kunne finde svar på, hvor mange af psoriasispatienterne, der har uerkendt eller skjult hjertekarsygdom, og om der er en sammenhæng med graden af psoriasis og risikoen for udvikling af hjerte-kar-sygdom.

Forskerne vil foretage en ultralydsscanning af hjertet og måle biomarkører fra blodprøver. Samlet set skal det give svaret på, hvor mange patienter med psoriasis, der har forstadier til eller har uerkendt hjertesygdom, og hvilke mekanismer, der ligger bag.

Forbedret udredning

”Vi håber på sigt at kunne bidrage til forbedret udredning, risikoinddeling og behandling til gavn for særligt patienter med psoriasis – men derudover vil resultaterne forhåbentlig bidrage til mere grundlæggende viden om de sygdomsmekanismer på celleniveau, der ligger bag sammenhængen mellem inflammation, betændelsestilstande, åreforkalkning og hjertekarsygdom, hvilket kan få betydning for udviklingen af screening og behandlingsmuligheder indenfor hjertekarsygdom, der også gælder andre typer patienter,” forklarer Maria Flarup Dons, Afdeling for Hjertesygdomme.

I dag anvender landets hudlæger en national vejledning til screening for hjertesygdom hos psoriasis-patienter udarbejdet i et samarbejde mellem rheumatologer og kardiologer. Den anviser, at patienter årligt eksempelvis får undersøgt deres kolesteroltal, blodtryk og vægt, med henblik på at forebygge udvikling af hjerte-kar-sygdom.

”Vi håber, at vores forskning kan supplere den vejledning – og at vi på sigt bliver bedre til at screene og henvise patienter i højrisiko til videre udredning og behandling,” forklarer Maria Flarup Dons.

Maria Flarup Dons har netop modtaget 2,1 millioner kroner fra Karen Elise Jensens Fond til forskningsprojektet. Projektet er et samarbejde mellem Afdeling for Allergi-, Hud- og Kønssygdomme og Afdeling for Hjertesygdomme på Herlev & Gentofte Hospital og løber over ti år. Sideløbende med forskningen etableres der en biobank med blod fra patienterne, så der er mulighed for at undersøge eventuelle fremtidige biomarkørers potentiale til at forudse og stille diagnoser.