Webinar: Sådan bør vi erstatte heparin med DOAK-præparaterne
I dag er standardbehandling til kræftpatienter med dybe venetromboser injektionsbehandling med lavmolekylær heparin. I fremtiden vil det utvivlsomt i udstrakt grad blive erstattet af DOAK-præparaterne (direkte orale antikoagulantia).
I den proces er der brug for redskaber og guidelines til at risiko-stratificere og vælge den rigtige behandling til den enkelte patient.
Omkring 20 procent af alle patienter, som oplever at få en venøs tromboemboli (VTE) – en dyb venetrombose (DVT) eller en lungeemboli (LE) - er kræftpatienter. Faktisk er VTE den næsthyppigste årsag til død hos kræftpatienter, kun overgået af selve kræftsygdommen. Derfor er det også helt afgørende, at klinikere, både kardiologer, hæmatologer og onkologer, bliver bedre til at håndtere behandlingen af denne gruppe patienter. Det fastslår Christina H. Ruhlmann, som er klinisk lektor i onkologi og afdelingslæge på Odense Universitetshospital. Hun er en af de fire oplægsholdere på Medicinske Tidsskrifters webinar den 30. marts, hvor fire specialister mødes for at diskutere krydsfeltet mellem onkologien og kardiologien. Behandlingen af patientgruppen - herunder valg af blodfortyndende behandling og vurdering af potentielle interaktioner med kræftbehandlingen – er nemlig i stigende grad kompleks.
Tablet eller injektion
Christina H. Ruhlmann er onkolog med særlig interesse for understøttende behandling (supportive care) hos kræftpatienter, bl.a. cancer associeret trombose (CAT). På Medicinske Tidsskrifters webinar taler hun med udgangspunkt i studier og cases om udfordringerne ved CAT-patienterne set fra et onkologisk perspektiv.
”Et af de områder, som vi i øjeblikket diskuterer indgående, er, hvilken rolle DOAK-præparaterne skal have i antikoagulations-behandlingen. Mange patienter vil foretrække en tablet fremfor injektionsbehandling. I dag er injektionsbehandling med lavmolekylær heparin det mest udbredte valg, og behandlingen udleveres vederlagsfrit til patienterne. Men flere studier (CARAVAGGIO og HOKUSAI-VTE) viser, at de to behandlingsformer er ligeværdige til forebyggelsen af gentagne tromboser og risiko for bivirkninger, hvor det specielt er alvorlige blødningstilfælde, man er bekymret for.”
Der vil fortsat være nogle tilfælde, hvor DOAK-præparaterne ikke bør anvendes, pointerer Christina H. Ruhlmann. Det vil specifikt være de tilfælde, hvor patienterne har kendte blødende metastaser eller eksempelvis en tumor i tarmen med tendens til blødning. De patienter vil have en øget risiko for en såkaldt ’major bleeding,’ hvor det vil være mere risikabelt at være i behandling med DOAK sammenlignet med at være i behandling med lavmolekylær heparin.
