Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift


"Mus med en særlig type fibrinogen, der ikke kan binde til leucocytter, tog ikke på i vægt, de fik ikke fedtlever, og der var næsten ingen fibrinogen i deres fedtvæv og levervæv. Fedme og fedtlever kunne forhindres ved behandling med antikoagulerende medicin, og det tyder på, at blodets størkningssystem spiller en vigtig rolle,” forklarer Else Marie Bladbjerg

Forskning i fibrinogen kan sætte nye standarder i behandling af fedme og blodpropper

Skrevet af Maiken Skeem den i kategorien Hjertekar.

Forskere fra SDU og Sydvestjysk Sygehus vil nu kortlægge, hvordan blodets koagulationsevne kan være årsag til fedme og deraf udviklet fedtlever og til risikoen for at udvikle blodpropper i hjernen.

Forskningen fokuserer specifikt på blodets indhold af fibrinogen, som har stor betydning for blodets evne til at koagulere og for inflammation i kroppen.

I spidsen for forskningen står cand.scient., ph.d. Else Marie Bladbjerg, Enheden for Tromboseforskning, Klinisk Biokemisk Afdeling, Sydvestjysk Sygehus og netop udnævnt til professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved SDU og Sydvestjysk Sygehus. De forskellige analysemetoder, som forskerne lige nu er i gang med at sætte op, skal indarbejdes i en række kliniske studier på Sydvestjysk Sygehus.

Antallet af svært overvægtige i verden stiger, og det betyder, at flere får følgesygdommen fedtlever, som i dag er den vigtigste årsag til kronisk leversygdom. Der er derfor et meget stort behov for at finde andre årsager til overvægt og fedme end blot kost og motion, påpeger Else Marie Bladbjerg, som fortæller, at et musestudie for nyligt viste, at en af blodets koagulationsfaktorer, fibrinogen, er nødvendig for udvikling af ​​fedme og fedtlever hos mus.

”Mus, der blev fodret med en fedtrig kost i 20 uger, blev således fede og fik fedtlever, og der blev fundet fibrinogen i deres fedtvæv og levervæv. Andre mus med en særlig type fibrinogen, der ikke kan binde til leucocytter, tog ikke på i vægt, de fik ikke fedtlever, og der var næsten ingen fibrinogen i deres fedtvæv og levervæv. Fedme og fedtlever kunne forhindres ved behandling med antikoagulerende medicin, og det tyder på, at blodets størkningssystem spiller en vigtig rolle,” forklarer Else Marie Bladbjerg.

Fedme afhænger måske af særlige typer af fibrinogen

Hun understreger, at man for nuværende intet ved om, hvorvidt forskellige typer af fibrinogen kan påvirke udviklingen af fedme og fedtlever forskelligt hos mennesker – men det vil forskerne på SDU og Sydvestjysk nu se nærmere på.

”I blodet har vi mange forskellige typer af fibrinogen, og mængden varierer fra person til person. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor det ikke er alle, der tager på, når de spiser ’for meget,’ hvorfor nogle svært overvægtige personer ikke får følgesygdomme som f.eks. fedtlever og diabetes, og hvorfor kun nogle personer med fedtlever udvikler skrumpelever. I første omgang skal det dog undersøges, om der hos mennesker er en sammenhæng mellem fibrinogen i fedt- og levervæv og sværhedsgraden af fedme og fedtlever, og hvilke mekanismer der kan forklare det. Vi vil undersøge om mængden af fibrinogen i fedtvæv og levervæv er forbundet med sværhedsgraden af ​​fedme og fedtlever hos mennesker, om det skyldes øget koagulations-aktivitet og binding mellem fibrinogen og leucocytter, og om det afhænger af udvalgte typer af fibrinogen i blodet.”

Projektet har høj klinisk relevans, fordi over halvdelen af befolkningen i eksempelvis Region Syddanmark er overvægtige, og halvdelen af de overvægtige får den kroniske leversygdom fedtlever – og tallene stiger, forklarer Else Marie Bladbjerg, som håber, at man med forskningen kan bidrage med endnu en brik til puslespillet omkring fedme.

”Hvis risikoen for fedme og fedtlever afhænger af særlige typer af fibrinogen i blodet, kan det måske forklare, hvorfor fedme og dens følgesygdomme ikke rammer alle. Så kan en blodprøve vise, om man har tendens til at blive overvægtig og få fedtlever. Dette giver en mere målrettet og effektiv forebyggelse og behandling og vil på sigt kunne være med til at bremse udviklingen af fedme og fedtlever.”

Sammenhæng mellem fibrinogen, diabetes og blodpropper
I et andet forskningsprojekt om fibrinogen ser forskerne nærmere på, hvordan fibrinogen kan øge risikoen for blodpropper i hjernen, forklarer Else Marie Bladbjerg:

”Blodets koagulationssystem spiller en central rolle for dannelsen af blodpropper og fibrinogen øger risikoen for blodpropper, men det er endnu uvist, hvordan de forskellige typer af fibrinogen påvirker risikoen for blodpropper.”

Når man har diabetes, er koncentrationen af glukose i blodet ofte forhøjet, og glukose kan binde sig til fibrinogen (såkaldt glykeret fibrinogen). Der findes også en anden type af fibrinogen i blodet, fibrinogen gamma prime (γ'), og denne type kan også påvirkes af glukose i blodet. Glykeret fibrinogen og fibrinogen γ' har en anden opbygning og funktion end normalt fibrinogen, og det kan muligvis påvirke strukturen og stabiliteten af en blodprop, så den bliver sværere at nedbryde.

Diabetes er ofte forbundet med en mild inflammation i kroppen, hvilket øger risikoen for at få en blodprop i hjernen. Fibrinogen er ikke kun involveret i koagulationen, men også i inflammationen, hvor bestemte områder på fibrinogen kan binde til leucocytter, og dette kan forværre inflammationen. Bindingen mellem fibrinogen og leucocytter er muligvis forskellig for de forskellige typer af fibrinogen, forklarer Else Marie Bladbjerg – hun uddyber:

”Formålet med projektet her er at belyse, hvordan glykeret fibrinogen og fibrinogen γ′ binder til leucocytter, og hvordan de påvirker struktur og stabilitet af en blodprop. Hvis blodpropperne er kompakte og svære at opløse, er de også mere vanskelige at behandle. Vi undersøger også, hvordan de to typer af fibrinogen påvirker risikoen for, at patienter med type 2-diabetes udvikler blodpropper i hjernen. Forhåbningen er samlet set, at vores forskning vil lære os om betydningen af forskellige typer af fibrinogen for inflammation og blodpropper, og at den viden vil være nyttig til udvikling af nye lægemidler til forebyggelse og behandling af blodpropper.”

Den kliniske del af projektet skal afklare, om diabetespatienter med de to typer af fibrinogen har en øget (eller nedsat) risiko for at få blodpropper i hjernen. Hvis risikoen afhænger af blodets indhold af særlige typer af fibrinogen, skal den medicinske behandling afspejle mængden af fibrinogen-typen i patientens blodprøve.