Banebrydende forskning: Forhøjet blodtryk kan føre til demens
Forskere er nu kommet et skridt nærmere et svar på, hvilke specifikke områder i hjernen, der kan blive beskadiget af forhøjet blodtryk og ultimativt føre til demens.
Højt blodtryk er allerede kendt for at være en bidragende faktor til udvikling af demens og forvolde skade på hjernens funktion. Indtil nu har man dog ikke vidst præcist, hvordan forhøjet blodtryk skader hjernen, og hvilke specifikke regioner, der rammes.
Et studie, som er offentliggjort i European Heart Journal viser nu for første gang nogensinde, hvordan og præcist hvor denne beskadigelse sker.
Forskerne bag studiet har set på data fra en kombination af hjerne-MR-scanninger, genetiske data og observationsdata fra tusindvis af patienter for at komme nærmere et svar på effekten af forhøjet blodtryk på den kognitive funktion.
Årsag til ændringer
Tomasz Guzik, professor i kardiovaskulær medicin, ved University of Edinburgh og ved Jagiellonian University Medical College i Krakow, som ledede forskningen, siger:
"Ved at kombinationen af billeddannelse, genetiske og observationelle data har vi nu været i stand til for første gang at identificere specifikke dele af hjernen, der er påvirket af stigninger i blodtrykket, herunder områder kaldet putamen og specifikke områder med hvid substans. Vi havde en stærk formodning om, at disse områder kunne være dér, hvor højt blodtryk påvirker den kognitive funktion, såsom hukommelsestab, tænkeevner og demens. Og da vi tjekkede vores resultater ved at sammenligne med en kontrolgruppe i Italien, som havde forhøjet blodtryk, fandt vi ud af, at de dele af hjernen, vi havde identificeret, faktisk var påvirket.”
Tomasz Guzik anvendte sammen med sit internationale team MR-scanninger og data fra over 30.000 patienter registreret i den britiske biobank. De anvendte i studiet Mendelsk randomisering for at verificere, at forhøjet blodtryk faktisk var årsagen til ændringerne i de specifikke dele af hjernen i stedet for blot at være forbundet med disse ændringer. Tomasz Guzik uddyber:
”Vi afprøvede, om det forhøjede blodtryk forårsagede en bestemt effekt, eller om effekten bare var en tilfældighed.”
Forreste del af thalamus
Forskerne fandt, at ændringer i ni dele af hjernen var relateret til forhøjet blodtryk og ringere kognitiv funktion. Det omfattede den del af hjernen, som hedder putamen, som er ansvarlig for at regulere bevægelse og påvirke forskellige typer af læring. Andre berørte områder var den forreste del af thalamus, den forreste corona radiata og den forreste del af den indre kapsel, som er områder af hvidt stof, der forbinder og muliggør signalering mellem forskellige dele af hjernen.
Ændringerne i disse områder omfattede blandt andet et fald i hjernevolumen og mængden af overfladeareal på hjernebarken.
Medforfatter til studiet, professor Joanna Wardlaw ved University of Edinburgh, konkluderer:
"Vi har i lang tid vidst, at højt blodtryk er en risikofaktor for kognitiv degenerering, men præcist hvordan højt blodtryk skader hjernen, har langt fra været klart for os. Vores studie viser, at specifikke hjerneregioner har en særlig høj risiko for blodtryksskader. Det kan hjælpe os med tidligere at identificere personer med øget risiko for kognitiv degenerering på grund af forhøjet blodtryk - og potentielt kan det hjælpe os med at målrette terapier mere effektivt i fremtiden."