Fedmeparadokset er aflivet i studie med dansk deltagelse

Opfattelsen har hidtil været, at overvægtige patienter med hjertesvigt i mindre grad er i risiko for indlæggelse eller død end normalvægtige patienter med hjertesvigt. Nu punkterer international forskning med dansk deltagelse den ide: Der findes ikke et fedmeparadoks.

Resultaterne af et substudie til det større studie PARADIGM-HF, som ganske overbevisende maner fedmeparadokset i jorden, er publiceret i European Heart Journal og har Jawad Haider Butt fra Rigshospitalets Afdeling for hjertesygdomme som førsteforfatter. Forskningen viser, at hvis læger måler forholdet mellem talje og højde på deres patienter i stedet for at se på deres BMI alene, så forsvinder den formodede overlevelsesfordel for personer med et BMI på 25 eller mere.

Teorien om det beskyttende fedt

Fedmeparadokset tager udgangspunkt i antagelsen om, at selv om folk har større risiko for at udvikle hjerteproblemer, hvis de er overvægtige eller fede, så synes de som har et højt BMI og som har udviklet en hjertelidelse at klare sig bedre og at være i mindre risiko for at dø end de normalvægtige patienter. Forskellige teorier er blevet fremsat, herunder det faktum, at når man har udviklet hjerteproblemer, er ekstra fedt på en eller anden måde beskyttende mod yderligere helbredsproblemer og død, især fordi mennesker, der udvikler en alvorlig og kronisk sygdom, ofte taber sig.

"Fedmeparadokset går imod, hvad der ellers bliver sagt om sammenhængen mellem overvægt og udvikling af hjerte-kar-problemer. En antagelse har med andre ord været, at dét at leve med fedme er en god ting for patienter med hjertesvigt med nedsat uddrivningsfraktion (HFrEF). Vi har dog ikke troet på den fremlægning og har med studiet ønsket at afprøve teorien. Vores udgangspunkt har været, at vi regnede med, at en del af problemet var, at BMI faktisk er en svag indikator for, hvor meget fedtvæv en patient har. Uanset, så mener vi ikke, at BMI kan stå alene," siger Jawad Haider Butt.

Natriuretiske peptider – en vigtig prognostisk variabel

Faktisk anbefaler man også i guidelines for overvægt og fedme fra NICE (National Institute for Health and Care Excellence) at anvende andre og flere måleparametre end BMI, herunder talje-til-højde-mål, taljeomkreds og talje-til-hofte-mål, fortæller Jawad Haider Butt. En anbefaling, som forskerne bag PARADIGM-HF har lænet sig op ad. De er de første, som ser på de forskellige nævnte måder at måle patienters størrelse og proportioner på – og altså ikke blot på BMI hos patienter med HFrEF. I studiet har forskerne også justeret for andre faktorer, der spiller en rolle, såsom niveau af natriuretiske peptider – de hormoner, der udskilles i blodet, når hjertet er under pres.

"Natriuretiske peptider er den vigtigste prognostiske variabel hos patienter med hjertesvigt. Normalt stiger niveauet af natriuretiske peptider hos mennesker med hjertesvigt, men patienter, der lever med fedme, har lavere niveauer end dem, der er normalvægtige,” siger John McMurray, som er professor i kardiologi ved University of Glasgow og Jawad Haider Butts vejleder.

Andre og bedre måder at måle overvægt

Forskerne analyserede data fra 1832 kvinder og 6567 mænd med (HFrEF) i PARADIGM-HF. Studiet er et internationalt, randomiseret studie med deltagelse af patienter fra 47 lande – herunder Danmark. Ved randomisering, indsamlede lægerne med Jawad Haider Butt i spidsen data om BMI, blodtryk, antropometriske målinger, resultater fra blodprøver, anamnese og behandlinger. Studiets primære endepunkt var indlæggelse og død.

Der var godt nok lavere dødelighed for mennesker med et BMI på 25 eller derover, men denne fordel forsvandt, da forskerne justerede resultaterne for alle de faktorer, der i øvrigt kan påvirke resultaterne - inklusive niveauer af natriuretiske peptider, fortæller Jawad Haider Butt:

”Fedmeparadokset var langt mindre tydeligt, da vi så på talje-til-højde-forhold, og det forsvandt efter justering for prognostiske variabler. Efter justering viste både BMI og talje-til-højde-forhold, at mere kropsfedt var forbundet med en øget risiko for død eller hospitalsindlæggelse for hjertesvigt. Dette var mest tydeligt for talje-til-højde-forhold. Når vi så på talje-til-højde-forholdet, fandt vi, at de øverste 20 procent af personer med mest fedt havde en 39 procent øget risiko for at blive indlagt på grund af hjertesvigt sammenlignet med personer i de nederste 20 procent, der havde mindst fedt. Hermed må fedmeparadokset siges at kunne manes helt i jorden.”

John McMurray tilføjer:

"Vores studie viser, at der ikke er noget 'fedmeparadoks,' når vi bruger andre og bedre måder at måle kropsfedt på. BMI tager ikke højde for fedtets placering på kroppen eller dets mængde i forhold til muskler.”