Sundhedsstyrelsen afviser hjertelægers kritik af beslutningsværktøj om statinbehandling
Ordlyden i et nyt beslutningsstøtteværktøj om statinbehandling øger risikoen for et for stort fokus på ophør med behandling frem for at opstarte og fastholde den, mener Dansk Cardiologisk Selskab. Men Sundhedsstyrelsen afviser at beslutningsværktøjet er mangelfuldt.
26. marts kunne man i en artikel i Medicinsk Tidsskrift læse, at Sundhedsstyrelsen har publiceret et nyt beslutningsstøtteværktøj om statiner til almen praksis. Sundhedsstyrelsen slår i beslutningsstøtten fast, at behandling med statiner ikke altid er nødvendig resten af livet. For nogle patienter kan det være bedre at stoppe – især hvis de har lav risiko for blodpropper, er oppe i alderen, får bivirkninger eller i forvejen tager meget medicin.
Værktøjet, har til hensigt at gøre det nemmere for den praktiserende læge at vurdere, om patienter stadig har brug for kolesterolsænkende medicin, eller om behandlingen bør ophøre.
Men materialet møder kritik hos kardiologerne, som i et høringssvar inden publiceringen har anført, at materialet lægger for stor vægt på at afslutte behandling – og for lidt på at fastholde den, hvor den er vigtig.
Det har dog ikke ført til ændringer i materialet fra Sundhedsstyrelsen. Medicinske Tidsskrifter har forholdt Sundhedsstyrelsen kardiologernes kritik, og har bedt dem gøre rede for, hvorfor de ikke har taget kardiologernes kritik til efterretning. Nedenfor kan man læse Sundhedsstyrelsens svar på de enkelte kritikpunkter:
1.
Kardiologerne:
Beslutningsstøtten fokuserer næsten udelukkende på ophør af behandling og ikke på at fastholde behandling hos patienter med høj risiko. Det virker mærkværdigt og bør efter Dansk Cardiologisk Selskabs mening korrigeres.
