Mentor-ordning til ældre, sårbare patienter kan øge tilslutning til hjerterehabilitering
Både national og international forskning har gentagne gange vist det. Det er vanskeligt at nå de særligt sårbare patienter, når det handler om at motivere til rehabilitering efter iskæmisk hjertesygdom og derved forebygge endnu et event. En gruppe forskere fra Københavns Professionshøjskole har i samarbejde med hjerteafdelingen på Nordsjællands Hospital afprøvet en mentor-støtteordning, som har vist sig at have god effekt.
En række tidligere patienter med blodprop i hjertet blev taget med på råd, inden forskerne bag projektet, Hjertensglad, slog stregerne til deres studiedesign.
”Patienterne gav klart udtryk for, at dét at kunne spejle sig i ligesindede var afgørende for at møde op til og komme godt igennem et hjerterehabiliteringsforløb. De havde selv, da de blev syge, søgt efter erfaringer med at blive ramt af iskæmisk hjertesygdom og havde forsøgt at finde nogen, som havde været igennem det samme.” Det siger Maria Kjøller Pedersen, som er sygeplejerske, ph.d. og seniorforsker ansat ved Nordsjællands Hospital i Hillerød (tidligere ansat på Københavns Professionshøjskole).
En mandsdomineret sygdom
I studiet, som siden er publiceret i tidsskriftet Cardivascular Nursing, indgik de patienter, der i perioden august 2021 til marts 2023, blev indlagt med akut iskæmisk hjertesygdom på Nordsjællands Hospital. De blev alle screenet for sårbarhedskriterier. Kriterierne, som var fastsat efter litteraturens definition på, hvem der oftest ikke opstarter eller hvem, der frafalder hjerterehabiliteringsforløb efter akut iskæmisk hjertesygdom.
”Vi endte med at fokusere på ældre patienter, som enten var kort uddannede eller havde en ikke-vestlig baggrund, som boede alene eller var kvinder, idet vi ved, at særligt kvinder har lavere sandsynlighed for at gennemføre rehabiliteringsforløbene, formentlig fordi iskæmisk hjertesygdom er en mandsdomineret sygdom, og måske fordi kvinderne af den grund har sværere ved at se sig selv i hjerterehabiliteringsforløbene,” siger Maria Kjøller Pedersen.
117 patienter deltog i studiet. De blev delt op i to grupper. Den ene gruppe fik tilbudt mentorstøtte og den anden fik tilbudt det vanlige rehabiliteringsforløb uden mentorstøtte. Studiets outcome var at undersøge, om patienterne mødte op og om de var vedholdende. På begge parametre var der både markante og signifikante forskelle. Hvis de fik mentorstøtte, så var der 78 procent af patienterne, der opstartede et rehabiliteringsforløb mod 58 procent i kontrolgruppen. Forskerne undersøgte også, om de mødte op til kostvejledning – og her var der også signifikante forskelle (50,8 procent versus 27,6 procent), ligesom vedholdenhed i de planlagte træningssessioner i rehabiliteringsforløbet viste en signifikant forskel (59,3 procent versus 37,9 procent).
”Konklusionen var altså, at hvis man tilbyder mentorstøtte til den sårbare gruppe af patienter, så kan vi i højere grad få dem til at møde op, men også være med til at sikre, at de er vedholdende både i forhold til træning og til kostvejledning i rehabiliteringsforløbene. Vi kunne også som et sekundært outcome se, at der var et umiddelbart fald i patienternes angst efter opstart af rehabilitering med mentorstøtte. Disse resultater var dog ikke signifikante. Da der ikke er tale om et studie med langtidsmålinger, så kan vi ikke se, om de gode vaner fortsætter,” siger Maria Kjøller Pedersen.
Alle taler om det
En af de udfordringer, der har været, var at sikre de rette kriterier for differentiering, siger Maria Kjøller Pedersen.
”Vi har nogle ret gode indikatorer for, hvem de sårbare patienter er. Men at ramme og få sorteret helt rigtigt, så vi tilbyder mentorstøtteordningen til dem, som har mest brug for den og ikke til de, som ville klare sig igennem alligevel; det er en vanskelig opgave. Vi kan se, at vi rammer rigtigt, fordi vi gør noget godt for de patienter, som er med. Men jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det er den perfekte screeningsmodel.”
Maria Kjøller Pedersen underbygger den usikkerhed ved at referere til, at der findes flere forskellige bud på screeningsmodeller til differentiering.
”Alle taler om det. Og vi ved alle, at det er den vej vi skal for at komme den sociale ulighed til livs. Men det at balancere den differentierede indsats er vanskelig i praksis.”
I udførelsen af projekt Hjertensglad har forskerne haft et samarbejde med nogle af Hjerteforeningens lokalforeninger. Hjerteforeningen har nemlig et lignende initiativ, hvor patientstøtter, tidligere patienter, tager ud på hospitalerne og taler med patienter indlagt med akut iskæmisk hjertesygdom.
”Her handler det også for patienten om at møde en, som har levet erfaring og som de kan spejle sig i og ikke mindst blive forvisset om, at det er muligt at leve et godt liv med hjertesygdom,” siger Maria Kjøller Pedersen, som giver udtryk for, at forskerne håber på, at mentorordningen på sigt kan blive implementeret gennem Hjerteforeningen, så man ikke bare har et generelt tilbud til alle patienter, men også et tilbud til de særligt sårbare patienter.