Skip to main content

Kardiologisk Tidsskrift

Her forsvinder gevinsten ved blodtryksbehandling

Skrevet af Bo Karl Christensen den i kategorien Hjertekar.

ESC: En stor analyse peger på, at den kardiovaskulære gevinst ved antihypertensiv behandling afhænger markant af, hvor konsekvent patienterne tager medicinen.

Det viser en individuel patientdata-meta-analyse af 12 randomiserede studier med i alt 115.389 deltagere, som præsenteres på ESC 2026 i München (abstract # 88580). For 91.339 deltagere fra ni af studierne forelå longitudinelle data om medicinadhærens.

Forskerne inddelte patienterne efter, om de tog mindst 80 procent af den tildelte behandling eller mindre end 80 procent. Adhærensen blev opdateret ved hvert opfølgningsbesøg, og median opfølgning var 4,7 år.

Blandt patienter med høj adhærens reducerede interventionsbehandlingen det systoliske blodtryk med 5,2 mmHg mere end komparatorbehandlingen (95% CI −5,4 til −5,0). Ved lav adhærens var forskellen 3,0 mmHg (95% CI −3,3 til −2,7; P for interaktion <0,001).

Forskellen slog også igennem på de kliniske hændelser. Hos patienter med høj adhærens var risikoen for større kardiovaskulær sygdom 11 procent lavere i interventionsgruppen end i komparatorgruppen (HR 0,89; 95% CI 0,86–0,92). Hos patienter med lav adhærens blev der derimod ikke påvist nogen risikoreduktion (HR 1,01; 95% CI 0,92–1,10). Interaktionen mellem behandlingseffekt og adhærens var statistisk signifikant (P=0,04).

Det kombinerede kardiovaskulære endepunkt omfattede stroke, myokardieinfarkt eller iskæmisk hjertesygdom samt hjertesvigt, der medførte død eller hospitalsindlæggelse. I alt blev der registreret 15.460 større kardiovaskulære hændelser og 9.591 dødsfald.

Adhærensen faldt samtidig over tid i begge behandlingsgrupper. Efter ét år var den gennemsnitlige adhærens 88 procent i interventionsgruppen og 87 procent i komparatorgruppen. Efter fem år var den faldet til henholdsvis 80 og 77 procent.

Forskerne konkluderer, at effekten af antihypertensiv behandling i høj grad afhænger af langvarig medicinadhærens, og at strategier til at forbedre adhærensen bør spille en større rolle i behandlingen af hypertension.

Selv om de oprindelige studier var randomiserede, var patienterne ikke randomiseret til høj eller lav adhærens. Resultaterne dokumenterer derfor effektmodifikation inden for randomiserede behandlingsgrupper, men kan ikke fuldstændigt udelukke forskelle mellem patienter med høj og lav adhærens.