Der er al mulig grund til, at kardiologer og endokrinologer i stigende grad skal samarbejde om behandlingen af diabetespatienter, mener leder af Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Flyvbjerg. I går gav han eksempler på hvordan ved Dansk Cardiologisk Selskabs årsmøde.
Det er en kendt sag, at diabetes og hjertekarsygdom er tæt forbundet, og at man ved at regulere blodsukkeret mindsker risikoen for mikrovaskulære sygdomme. De senere år har kliniske- såvel som observationelle - studier desuden konkluderet, at nye diabetespræparater reducerer risikoen for makrovaskulære sygdomme og død markant.
Et større samarbejde mellem kardiologer og enddokrinologer ligger dermed lige for. Og derfor var professor Allan Flyvbjerg, der er centerdirektør for Steno Diabetes Center Copenhagen, inviteret til at tale ved Dansk Cardiologisk Selskabs årsmøde i Nyborg i går.
”Problemet med hele diabetesområdet er, at det er meget kompliceret og indbefatter en masse forskellige stoffer, som kan være vanskelige for de travle kardiologer at være opdaterede på. Derfor er det vigtigt at orientere dem om, at der er sket noget helt eklatant og meget spændende inden for diabetesforskningen de sidste par år,” udtalte han kort før årsmødet.
Kort fortalt var 2015 lig med et paradigmeskifte inden for diabetesforskningen, da det randomiserede studie EMPA-REGOUTCOME viste, at SGLT-2 hæmmeren empagliflozin (Jardiance) reducerer kardiovaskulær død med 38 procent. Året efter fulgte LEADER-studiet med konklusionen, at GLP-1 receptoragonisten liraglutid (Victoza) også reducerer risikoen for kardiovaskulære hændelser markant. Og siden er flere registerstudier fulgt trop. Senest CVD-REAL, hvor forskerne konkluderede, at behandling med SGLT-2 hæmmere reducerer risikoen for hospitalsindlæggelser på grund af hjertefejl med 39 procent og død af alle årsager med 61 procent.
”Det er en ny æra for de blodsukkersænkende stoffer,” konstaterer Flyvbjerg.
Det er hidtil blevet ved snakken
Igennem en forskningskarriere, der har resulteret i en alenlang liste af videnskabelige publikationer om diabetes og følgesygdomme, og en 11-årig periode som formand for Diabetesforeningen, har Allan Flyvbjerg blandt andre prædiket om vigtigheden af et større samarbejde mellem kardiologer og endokrinologer. Men resultatet af det har indtil videre været begrænset.
”Jeg oplever, at der er en kæmpe vilje blandt kardiologer og endokrinologer til at skabe et større samarbejde, men de bliver ramt af den hammer, der hedder besparelser og effektiviseringer, der gør, at de bliver ædt op af hverdagen,” siger han.
Taberen i det spil er i sidste ende diabetespatienten, understreger Allan Flyvbjerg.
”Er du multisyg, så er du en kastebold i sundhedsvæsnet. Og netop en patient med diabetes og en masse hjertekarproblemer er meget kompleks og bliver nemt tabt mellem to stole. Jeg tror på, at vi skal have patienten i centrum, ikke specialet,” siger han.
Tre initiativer til øget samarbejdet
Dét er afsættet for et supplerende behandlingstilbud inden for diabetes- og hjerteområdet, som Steno Diabetes Center Copenhagen implementerer i samarbejde med Herlev Hospital og Nordsjællands Hospital i løbet af i år og næste år. Den første af tre dele går ud på at screene hjertepatienter for diabetes.
”En tredjedel af akutte hjertepatienter har type-2 diabetes, men kun halvdelen af dem ved det. Yderligere en tredjedel har forstadiet til diabetes uden at vide det. Derfor vil vi lave et system, så patienter, der kommer akut ind på en hjerteafdeling, får taget en blodprøve (HbA1c), som afslører, om de har diabetes. Derfra kan de få en henvisning, så de kan blive udbredt og komme i behandling,” siger Allan Flyvbjerg.
Diabetescentret har desuden afsat midler til at afprøve og evaluere et forsøg, hvor både kardiologoer og diabetologer sætter sig sammen med diabetespatienten frem for, at patienten bliver sendt frem og tilbage mellem det kardiologiske ambulatorium og diabetesambulatoriet, fortæller Flyvbjerg. Og endelig skal metoderne til at udrede patienten for iskæmisk hjertesygdom under lup.
”I dag bliver diabetespatienten henvist til en KAG, hvor vi indfører et kateter i lysken for at undersøge, om kranspulsåren er forsnævret. Men det er behæftet med en risiko at stikke i den store arterie. Nu undersøger man, om man kunne bruge en ikke-invasiv metode i stedet, men der er endnu ikke ret meget evidens. Vi vil finde ud af, hvilken ikke-invasiv metode – CT, MR eller PET – man kan bruge,” siger han.
Allan Flyvbjerg forsikrer, at samarbejdsprojektet på diabetes- og hjerteområdet bliver evalueret og efterfølgende kan skaleres til andre hospitaler. Han har pt. allokeret tre millioner kroner til det årligt. Det er ikke alverden, medgiver han, men nok til at gå fra tale til handling,
”Jeg har været i det her felt i 30 år. Vi har snakket og snakket om at bringe kardiologer og endokrinologer sammen, men nu gør vi noget. Det er fantastisk,” slutter han.
