Intensiv fokus på årsager til AF hjælper
En intensiv behandling af risikofaktorer kan være med til at fastholde hjerterytmen hos patienter med AF i op til et år efter elektrisk konvertering.
Det viser studiet RACE-3, hvor 245 patienter i Holland og Storbritannien med AF og mild eller moderat hjertesvigt blev randomiseret til en intensiv behandling. Den bestod bl.a. af medicin, diæt, motion, anden rådgivning og hjerterehabilitering. Resultatet viste, at patienter, der fulgte behandlingen, havde en 76 procent større sandsynlighed for at bevare deres sinusrytme 12 måneder efter, sammenlignet med dem, der fik den konventionelle behandling.
”Den observerede fordel ved risikofaktor-drevet behandling viser, hvordan en tilgang, der angriber de bagvedliggende årsager til AF, kan påvirke rytmekontrollen og holde patienterne i sinusrytmen, hvis du tager patienterne tidligt,” fortalte førstefofatteren til studiet, dr. Isabelle Van Gelder fra Universitetsmedicinsk Center Groningen, Holland, efter studiets resultater blev fremlagt på ESC 2017-kongressen i Barcelona.
Understøtter forebyggelse
Forsøget følger en række andre primært små observationsstudier, der peger på en positiv effekt af motion og livsstilsændringer på symptomer ved AF eller behov for AF-ablation. Det understøtter også udviklingen af omfattende AF-forebyggelse for at øge fokus på årsager til arytmi og modvirke den konventionelle måde at behandle AF på.
”Alle fokuserer helst på arytmi og på at udføre en ablation men glemmer de associerede vilkår og årsager,” siger van Gelder.
Flere kardiologer peger på begrænsninger i studiet, men er enige om, at RACE-3 åbner døren til videnskabelig evidens for, at aggressiv behandling kan reducere antallet af patienter med atrieflimren og forværring af tilstanden.
Nyt studie følger op
Forskerne bag RACE-3 bebuder, at de vil vende tilbage om fire år med resultaterne af en fem-års opfølgning, som mere præcist kan fastslå, hvilke patienter, der vil have gavn af en intensiv årsags-behandling, og hvorvidt den også kan gavne ift. kardiovaskulær morbiditet og dødelighed.
