Stort behov for bedre og mere specialiseret VTE-behandling
Patienter, der får blodpropper i ben eller lunger – VTE – behandles alt for stedmoderligt i det danske sundhedsvæsen. De falder typisk ned mellem flere stole, og det er simpelthen ikke godt nok, mener en af eksperterne på området, overlæge Jørn Dalsgaard Nielsen fra Hjerteafdelingen på Frederiksberg Hospital.
Han påpeger, at vene- og lungetromboser faktisk er den tredjehyppigste form for blodpropper og næsten lige så hyppige som stroke. Den hyppigste form er blodpropper i hjertet. Hvert år rammes ca. 8.000 personer i Danmark af første gangs venøs tromboemboli. Samtidig ved man, at næsten en tredjedel af disse får en ny blodprop i løbet af de næste otte-10 år.
Begge dele er rigelige argumenter for at skabe en langt bedre behandling, mener Dalsgaard og advokerer kraftigt for, at der på hospitalerne etableres egentlige VTE-klinikker, på samme måde som man allerede har specialafdelinger eller klinikker for andre hjertekarsygdomme, som f.eks. atrieflimmer, hypertension og hjertesvigt.
”Hvorfor har man ikke venetrombose-klinikker? Det ville både for patienten og sundhedsvæsenet være en god investering. For patienten, fordi vedkommende så vil blive behandlet af klinikere, der er meget erfarne på området, og for sundhedsvæsnet, fordi man så bedre vil kunne forebygge – og spare penge. At patienterne ofte får gentagne blodpropper er jo kostbart på alle måder og giver dem selv store gener,” påpeger Jørn Dalsgaard.
Patienterne bliver kastebolde
I dag foregår det sådan, ifølge overlægen, at diagnostik og behandling af venøs tromboemboli involverer både primær- og sekundærsektoren. Den praktiserende læge er ofte patientens første lægekontakt, når symptomer på VTE opstår, og derefter henvises de ofte til en medicinsk eller endda en ortopædkirurgisk afdeling på hospitalet. F.eks. viste en optælling fra Aalborg, at patienterne behandles på 19 forskellige afdelinger på Aalborg Universitetshospital og 32 forskellige afdelinger i Region Nordjylland. Hertil kommer, at når behandling er iværksat, er kontrol af behandlingsforløbet jævnligt overladt til patientens læge.
”Det er som om, at vi ikke har nogen, der rigtig interesserer sig for denne slags blodpropper. Derfor ender patienterne ofte som kastebolde og behandles lidt lemfældigt. Og det er ærgerligt, når vi ved, at vi kan gøre meget mere for at hjælpe og forebygge på dette område,” siger han.
Behandlerne skal være eksperter
For at underbygge sit ønske om en langt bedre og mere specialiseret behandling af VTE-patienter er han lige nu ved at sætte det sidste punktum i en ny bog om emnet. I forordet hertil slår han fast, at venetrombose og lungeemboli udgør et spektrum af sygdomme, som kan opstå spontant eller være sekundære til anden sygdom. Det kræver permanent eller temporær behandling, lige som det kan være livstruende eller blot medføre lettere forbigående gener. Og videre skriver han, at det vigtige i den akutte fase er, at udredningen sker uden ventetid, da trombolysebehandling kan være indiceret og være afgørende for patientens overlevelse og fortsatte liv uden invaliderende følger af sygdommen. I det senere forløb er det vigtigt at få dannet et overblik over patientens risiko for recidiv ved seponering af antikoagulant behandling.
VTE-blodpropper er meget forskellige og kræver individuel vurdering og individualiseret behandling. Men alle patienterne ville kunne se en lys fremtid i møde, hvis enhver, der er involveret i behandlingen, kender det store udvalg af behandlingsmuligheder og er bekendt med risikofaktorer for recidiv, hedder det også i bogen, som vil blive publiceret i løbet af dette efterår.