Kristian Lunds blog

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser


Myte aflivet: Daglig brug af solcremer øger ikke dødeligheden

Et ofte fremført argument mod solcremer, er at man risikerer at komme til at lide af mangel på D-vitamin, og at solcremer således kan have en overordnet negativ effekt på helbredet Et nyt langtidsstudie afviser dog denne frygt.

Men regelmæssig anvendelse af solcreme med beskyttelsesfaktor 16 på ansigt, hals, arme, og hænder gennem fire år og seks måneder øger hverken forbrugernes risiko for hjertesygdomme, cancer eller tidligere død, konkluderer et helt nyt australsk studie, Regular Sunscreen Use and Risk of Mortality: Long-Term Follow-up of a Skin Cancer Prevention Trial.

Studiet som er offentliggjort i American Journal of Preventive Medicine, analyserer brugen af solcreme over en periode på 21 år, 1993 til 2014, hos 1.621 voksne australiere, der alle blev indrulleret i et forebyggende studie i 1992 til 1996 med henblik på at måle dødelighed og forekomst af livstruende sygdomme i forhold til forbruget af solcreme. Halvdelen af deltagerne brugte solcreme dagligt og den anden halvdel kun sjældent. Alle former for dødsfald blev taget i betragtning.

I Kræftens Bekæmpelse er projektchef for Kræftens Bekæmpelse’s og Trygfondens solkampagne, Peter Dalum tilfreds med at argumenterne om, at solcremer kan være farlige således tilbagevises:

"Jeg ser jo, at forekomsten af hud- og modermærkekræft stiger, og vi ved, at solcreme beskytter mod uv-stråling, hvis det benyttes korrekt. Derfor er det positivt, at denne undersøgelse nu dokumenter, at brug af solcreme ikke er forbundet med øget dødelighed."

Ifølge forskerne bag studiet, var der 160 dødsfald i den daglige solcremegruppe, mens der var 170 døde blandt de, som kun sjældent brugte solcreme. Tilsvarende var der kun 59 som døde af hjertesygdomme blandt de daglige brugere mod 76 blandt de mindre aktive forbrugere. I forhold til cancer og andre dødsårsager var tallene respektivt 63 og 45 blandt de flittige cremesmørere og 58 og 44 blandt de ikke særligt flittige. Tallene overrasker ikke Peter Dalum:

”Mangel på D-vitamin er naturligvis ikke godt. Men rent faktisk er der ikke evidens for at mene, at D-vitaminmangel fører kræft og hjertekarsygdomme, så at solcremer ikke øger dødeligheden kommer bestemt ikke bag på mig. Tværtimod,” erklærer Dalum og uddyber:

”Selvfølgelig dæmper solcremen til en vis grad produktionen af D-vitamin i huden – men ikke totalt. Og i øvrigt skal der ikke meget sol til at få opfyldt D-vitamin-depoterne.  10-15 minutter i solen dagligt med bare arme og ben er tilstrækkeligt for optimal produktion af D-vitamin i huden. Derfor kan man godt omgås solen med omtanke og stadig få nok D-vitamin om sommeren.”

GINA aktualiserer diskussion om astmabehandling med SABA

Anfaldsmedicin. Hurtigvirkende bronkodilaterende beta2 agonister. Den blå medicin, er alle betegnelser for den akutvirkende medicingruppe SABA, astmatikere bruger som anfaldsmedicin eller ”reliever”, når de mærker et astmaanfald nærme sig, når det er svært at få luft eller før sport.

Diagnose af luftvejssygdomme via mobiltelefonen

Automatiseret teknologisk analyse af hoste kan blive fremtiden, når børn skal have koblet en diagnose på deres luftvejssygdomme. Det antyder ny forskning fra Curtin University og The University of Queensland i Australien.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter