Skip to main content

Trikoskopi er velegnet til diagnosticering af sygdomme i hovedbunden

AAD: En række dermatologiske sygdomme i hovedbunden præsenterer med kliniske tegn og symptomer, som kan være vanskelige at adskille med traditionelle diagnosticeringsmetoder.

Den relativt nye teknik trikoskopi kan imidlertid nemt identificere kliniske karakterer, der gør det lettere at stille den korrekte diagnose.

Det blev demonstreret på weekendens kongres AAD VMX 2021 med patientdata fra fire kliniske tilfælde af henholdsvis psoriasis, skæleksem, dermatomyositis og mycosis fungoides (kutant T-cellelymfom). I alle tilfælde ses skældannelse, som dog adskiller sig ved at være hvid ved psoriasis og mycosis fungoides, mens skællene er gullige ved skæleksem. Ved dermatomyositis har de en karakteristisk placering mellem eller rundt om folliklerne.

Trikoskopi afslører også karakteristiske forandringer i hovedbundens blodkar. Ved psoriasis fremstår disse som små garnnøgler, mens blodkarene er grenede ved skæleksem og mere buskformede samt større ved dermatomyositis. Et karakteristisk træk ved mycosis fungoides er hårstrå, der ligger langs hovedbunden og krøller i ottetals-formationer.

Trikoskopi bør først udføres på en tør hovedbund for at observere skældannelse, hvorefter immersionsvæsker som f.eks. vand, gel eller alkohol kan administreres for at fjerne nogle af skællene og derved gøre det lettere at observere selve hovedbunden. For at evaluere hudens blodkar er det vigtigt, at dermoskopet, dvs. selve apparaturet, ikke presses for hårdt mod hovedbunden.

Resultaterne blev præsenteret af Anna Waskiel-Burnat fra det medicinske universitet i Warszawa (Medical University of Warsaw), Polen, hvor Lidia Rudnicka, som introducerede trokoskopi-teknikken i 2006, også arbejder. Trikoskopi er en ikke-invasiv metode til at inspicere hud og hår i hovedbunden ved omkring 70 ganges forstørrelse med et videokamera, som er forbundet til en computer og skærm. Der er udviklet algoritmer, som automatisk kan diagnosticere en række almindelige hudsygdomme.