Skip to main content


Psoriasis forværret under coronapandemien

Fire ud af ti med psoriasis i stort internationalt studie har oplevet en forværring af deres tilstand under covid-19-pandemien - både fysisk og psykisk. I Danmark har man undgået forværring ved hjælp af oplysning, vurderer Psoriasisforeningen.

Ifølge en undersøgelse foretaget på globalt plan af forskere fra mange lande er den primære forklaring på forværringen, at patienterne er stoppet med at tage deres medicin af frygt for, hvordan den vil reagere på en eventuel coronavirus eller vaccination. Den forringede mentale tilstand henfører forskerne til mere udbredt angst og depression under pandemien.

Data i undersøgelsen stammer fra den tværgående og tværnationale undersøgelse for mennesker med psoriasis, kaldet PsoProtectMe (www.psoprotectme.org). Her har 4.043 mennesker med psoriasis men uden covid-19 svaret på et spørgeskema om deres helbred under pandemien. Og 43 procent. svarede, at den var blevet værre.

Næsten halvdelen af disse berettede om en øget grad af angst og depression. Og forværrede psoriasissymptomer viste sig især hos kvinder og overvægtige samt dem, der holdt sig hjemme og dem, der ikke længere tog deres medicin. Den hyppigste forklaring på stop af den medicinske behandling gik på frygten for komplikationer relateret til covid-19.

Klar oplysning hjalp danskere

Direktør i Psoriasisforeningen Lars Werner genkender dog ikke billedet, og det forklarer han med, at Psoriasisforeningen sammen med Dansk Dermatologisk Selskab har været meget tydelige i kommunikationen til patienterne om at de skal fortsætte med deres biologiske behandling uagtet vaccination.

Patienternes frygt for en sammenhæng mellem psoriasismedicinen og coronavirus undrer da også forskerne bag den nye undersøgelse - netop fordi alle eksperter under pandemien har understreget, at ingen behøver være bange for en eventuel negativ sammenhæng.

Herhjemme var Dansk Dermatologisk Selskab allerede i oktober sidste år ude at pointere, at patienter i behandling med immunsupprimerende stoffer ved de dermatologiske afdelinger hverken behøvede at indstille behandlingen eller afstå fra at tage imod vacciner mod covid-19. Dengang sagde formanden for Dansk Dermatologisk Selskab overlæge Christian Vestergaard, Aarhus Universitetshospital:

“Diskussionen har fyldt meget – også om de skal sige ja til en influenza-vaccination, men nu er vi nået frem til, at de ikke skal stoppe behandlingen, og at de godt kan sige ja til vaccinationen.”

Baggrunden for beslutningen var, at der allerede dengang forelå så meget dokumentation for, at den immunsuppressive behandling ikke hverken øger risikoen for smitte eller forværrer forløbet for dem, der bliver smittet.

Endnu bedre kommunikation nødvendig

På baggrund af det internationale studie opfordrer forskerne bag alle læger og behandlere til at tage endnu grundigere fat på deres patienters bekymringer omkring risikoen for at tage deres tablet-/injektionsbehandlinger mod psoriasis under pandemien, og de mener desuden, at der skal være nemmere adgang til psykologisk støtte, som vil kunne bidrage til at reducere potentielt langvarige virkninger af pandemien på mennesker med psoriasis.