Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Hjemmebehandling af lavrisiko-basalcellekræft giver færre smerter

EADV: Patienter med basalcellekræft (BCC) rapporterer i et nyt pilotstudie om signifikant færre smerter ved PDT-behandling derhjemme, end ved samme behandling på hospitalet.

pilotstudiet har brasilianske forskere afprøvet et nyt mobilt apparat til såkaldt prototype fotodynamisk terapi (PDT), hvor patienter selv kan gennemføre behandling med 20 procent methylaminolevulinatcreme og to timers efterfølgende bestråling med det nye apparat, der er på størrelse med en mønt og tapes på patients hud ovenpå karcinomet med plaster. 

Under behandlingen scorede patienterne for hvert tyvende minut den smerte, de oplevede, på en skala fra et til ti.

Signifikant lavere smerter

Forud for hjemmebehandlingen havde patienterne modtaget samme behandling på hospitalet, her blot med tyve minutters bestråling og smerterapportering for hvert tredje minut. 

Den gennemsnitlige smertescore på hospitalet blev sammenlignet med gennemsnitsscoren i hjemmet, og her viste det sig, at patienterne scorede signifikant lavere derhjemme, nemlig 0-1 mod 3-4 på hospitalet. 

Effekten af  PDT til behandling af lavrisiko BCC er tidligere dokumenteret, og i pilotstudiet opnåede 86,67 procent at komme af med carcinomet efter 30 dage, hvilket svarer til effekten ved standard PDT-behandling. 

Efter succesen med pilotstudiet har forskerne fået bevilget midler til et klinisk studie med mere end 200 deltagere. Studiets førsteforfatter siger i en pressemeddelelse: 

“Et mobilt PDT-apparat er af stor betydning i Brasilien, hvor mange patienter må rejse mere end 300 km for at modtage specialiseret dermatologisk behandling. Den globale pandemi har imidlertid accelereret behovet for at udvikle denne hjemmebehandling, som potentielt kan få indflydelse på BCC-behandling internationalt.”