
Dansk studie: Non-alkoholisk fedtleversygdom ikke årsag til psoriasis
NCDV: Genetiske analyser af data fra mere end 103.000 personer viser ingen årsagssammenhæng mellem non-alkoholisk fedtleversygdom og psoriasis. Fundet tyder på, at ydre risikofaktorer er årsag til, at sygdommene ofte forekommer sammen, mener forskeren bag opdagelsen Charlotte Näslund-Koch.
I mere end ti år har man kendt til en forhøjet risiko for non-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD) hos patienter med psoriasis, men årsagen til associationen har hidtil været ukendt.
Men nu viser det danske studie foretaget af ph.d.-studerende ved Afdeling for Allergi, Hud- og Kønsygdomme på Herlev og Gentofte Hospital Charlotte Näslund-Koch imidlertid for første gang, at risikoen også går den anden vej, så patienter med NAFLD har en ligeledes forhøjet risiko for psoriasis. Og studiet finder desuden ingen årsagssammenhæng, hvilket ifølge Charlotte Näslund-Koch kan tyde på, at en eller flere andre risikofaktorer er årsagen, når de to lidelser forekommer sammen.
“Vi finder ingen beviser for, at NAFLD er årsag til psoriasis. Der er ikke en kausal sammenhæng i vores undersøgelse, og det vil sige, at grunden til, at personer med NAFLD har øget risiko for psoriasis, formentlig er andre fælles risikofaktorer som for eksempel overvægt,” fortæller hun torsdag ved NCDV 2022 i København.
Det er velkendt, at en række livsstilsrisici er overrepræsenteret blandt patienter med psoriasis, og inden for de senere år er det også påvist, at overvægt er en direkte årsag til udviklingen af psoriasis. Betydningen af de øvrige livsstilsrisici i forhold til psoriasis er der stadig tvivl om, men overvægt er en kausal risikofaktor for psoriasis og samtidig den største risikofaktor for NAFLD, og derfor kan der foreløbig være grund til at være ekstra opmærksom på overvægt hos patienter med psoriasis.
“Jeg håber i fremtiden at kunne se på, om der er flere af risikofaktorerne, der er en direkte årsag til psoriasis. Vi ved, at patienternes psoriasis forbedres, når patienter med overvægt taber sig, og hvis vi også bliver klogere på sammenhængen for andre risikofaktorer, kan man rådgive patienterne endnu bedre end vi gør i dag,” siger Charlotte Näslund-Koch.
Studie i to etaper
Hendes studie er foretaget i to etaper. Først en observationsundersøgelse, hvor risikoen for psoriasis blandt personer med NAFLD blev undersøgt. I alt er data fra 110.000 personer i Herlev Østerbroundersøgelsen blevet analyseret. Blandt de 110.000 individer havde 800 NAFLD og 1.300 psoriasis.
Ved hjælp af logistisk regression fandt Charlotte Näslund-Koch, at risikoen for psoriasis er fordoblet hos personer med NAFLD sammenlignet med personer, der ikke har NAFLD.
I studiets anden etape undersøgte Charlotte Näslund-Koch, om NAFLD kan være en kausal årsag til, at man udvikler psoriasis. Det har hun gjort ved hjælp af en epidemiologisk metode kaldet Mendelsk randomisering, hvor genetisk data bruges per stedfortræder for en eksponering, og dermed kan undersøge årsagssammenhæng i observationelle studier, som ellers er præget af confounding.
I dette tilfælde skete det ved, at Charlotte Näslund-Koch analyserede genetisk information fra i alt 103.000 individer, og brugte to genetiske varianter, der er stærkt associeret med NAFLD. Associationen mellem de genetiske varianter og NAFLD er tidligere påvist i studier, og efter at have bekræftet sammenhængen i Herlev Østerbrokohorten, undersøgte Charlotte Näslund-Koch årsagssammenhængen mellem NAFLD og psoriasis.
“Vi ser meget tydeligt, at der ikke er nogen øget risiko for psoriasis blandt individer med NAFLD når vi bruger de genetiske varianter som stedfortræder for NAFLD. Det viser altså at NAFLD ikke er en kausal risikofaktor for psoriasis, og at årsagen til den øgede risiko blandt individer med NAFLD sandsynligvis skyldes fælles risikofaktorer, eller at psoriasis i sig selv er en selvstændig risikofaktor for NAFLD,” siger hun.
Charlotte Näslund-Kochs resultater er præsenteret på en poster ved NCDV 2022, og hun forventer desuden at sende dem i review inden længe. Se abstract P64 i abstractbogen.
