Længere Dupixent-interval giver ikke behov for supplerende behandling
NCDV: Mange AD-patienter med god behandlingsrespons på Dupixent (dupilumab) kan klare sig med længere dosisintervaller i op til et år uden supplerende behandling.
Ni af ti patienter, der opnår optimal respons efter 16 ugers behandling med dosering af dupilumab hver anden uge, får ikke brug for supplerende behandling med kortikostereoider (TCS) i yderligere 36 uger. Det viser et studie foretaget af et internationalt forskerhold med danske forskere i spidsen.
Studiet SOLO-CONTINUE er en fortsættelse af SOLO1 og SOLO2 studierne med patienter, som her havde opnået en 75 procents reduktion i EASI- eller IGA-score. De blev efter uge 16 randomiseret til enten at fortsætte dupilumab 300 mg hver anden uge eller skifte fra dupilumab til placebo i yderligere 36 uger.
Kandidater til systemisk behandling
I studiets 52. uge havde kun 10 procent af patienterne, der blev behandlet med dupilumab, behov for supplerende behandling med TCS sammenlignet med 33 procent af patienterne i placebogruppen. I gennemsnit brugte patienterne fra dupilumabgruppen, der havde brug for den supplerende behandling, kortikosteroiderne 0,7 dage om ugen, hvilket er tre gange mindre end patienterne i placebogruppen. Styrken af TCS-midlerne var for de fleste af patienterne lav til moderat.
Generelt viste studiet, at dupilumab blev godt tolereret med en acceptabel sikkerhedsprofil.
Dupilumab er indiceret til behandling af moderat til svær atopisk dermatitis hos voksne og unge fra 12 år og derover, som er kandidater til systemisk behandling. Den anbefalede dosis af dupilumab til voksne patienter er en startdosis på 600 mg (to injektioner på hver 300 mg), efterfulgt af 300 mg givet hver anden uge administreret som en subkutan injektion. Dupilumab kan anvendes med eller uden lokalbehandling med kortikosteroid.
Klinisk professor ved KU og overlæge på Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, Tove Agner er førsteforfatter på studiet, der blev blev præsenteret på en poster ved NCDV 2022 (P23).
