Skip to main content

Klisyri-salve er sikker og veltolereret mod solkeratoser

NCDV: Resultater fra to kliniske fase III-studier viser en gunstig sikkerhedsprofil ved behandling af solkeratoser (aktinisk keratose) i ansigtet og hovedbunden med salve med en procent Klisyri (tirbanibulin).

Resultaterne stammer fra to identiske randomiserede, dobbeltblindede og hjælpestof-kontrollerede studier, som tilsammen involverede 702 patienter med fire til otte klinisk synlige solkeratose-læsioner indenfor 25 cm2. Patienterne blev randomiseret 1:1 til daglig behandling i fem dage med salve, der indeholdt enten en procent Klisyri eller kun hjælpestof. Patienterne blev evalueret seks gange i løbet af de første 57 dage.

Lokale hudreaktioner

16 procent af patienterne i Klisyrigruppen havde mindst én behandlingsrelateret bivirkning, mens det samme var tilfældet for 10 procent af deltagerne i hjælpestofgruppen, men der blev ikke observeret alvorlige bivirkninger. Mild til moderat, forbigående og ikke-behandlingskrævende smerte eller kløe ved behandlingsstedet var blandt de hyppigste bivirkninger, og bivirkninger forekom desuden en smule hyppigere i ansigtet end i hovedbunden.

Klisyri var forbundet med flere lokale hudreaktioner end hjælpestof, og disse toppede på dag otte, hvorefter de faldt til et niveau svarende til hjælpestof fra dag 29 og fremefter. Blandt patienter behandlet med Klisyri var de mest almindelige lokale hudreaktioner rødme (91 procent) samt flagende (82 procent), skorpet (46 procent) eller opsvulmet (38 procent) hud. Den samme rangordning gjorde sig gældende hos patienter, der kun blev behandlet med hjælpestof, men her var forekomsten i procent omkring tre gange lavere.

Resultaterne blev præsenteret i en poster (PW15) ved NCDV 2022.