Skip to main content

AI kan give tidligere diagnose til patienter med psoriasisgigt

EADV: Et nyt redskab baseret på AI har med stor præcision identificeret psoriasis artrit hos en stor gruppe patienter et til fire år før en læge konstaterede lidelsen. 

Efter at have trænet med patientdata fra mere end 2.000 patienter diagnosticeret med psoriasis artrit (PsA), har AI-redskabet PredictAI korrekt identificeret op mod halvdelen af tilfældene allerede et til fire år før de fik diagnosen af en læge. 

Det positive resultat, som netop er præsenteret ved EADV Spring Symposium 2022, stammer fra et israelsk forsøg med elektroniske patientdata fra en database tilhørende Maccabi Healthcare Services, som indeholder data fra omkring 2,5 mio. patienter.  

Til træning af algoritmen har forskerne inkluderet data fra patienter, der enten havde mindst to PsA-diagnoser stillet af en reumatolog eller to diagnoser stillet af henholdsvis en reumatolog og en dermatolog og mindst seks års data fra før diagnosen første gang blev stillet. 

Vil reducere udredningstiden

Forskerne har udviklet algoritmen for potentielt at forkorte udredningstiden for patienter med psoriasis artrit, som i Israel gennemsnitligt er to et halvt år fra de første symptomer begynder. Og tilsyneladende er de lykkedes med projektet. 

Efter træning kunne algoritmen finde 32 procent af de patienter, der senere blev diagnosticeret med PsA, fire år før lægerne stillede diagnosen, og 43 procent blev fundet et år før. 

Algoritmens præcision blev målt ved Area under Curve (AUC) og identifikation af PsA tre år før lægens diagnose skete med 86 procent sikkerhed målt ved AUC. Identifikation to og et år før skete med 88 procent og 89 procents sikkerhed (AUC). Specifiiciteten var i forsøget sat til 99 procent.  

Egnet til almen praksis

Ifølge forskerne selv vil algoritmen have størst effekt ved at blive anvendt af praktiserende læger, fordi mange af symptomerne er uspecifikke i forhold til reumatoid artrit. 

Studiet blev præsenteret af dermatolog og førsteforfatter på studiet Jonathan Shapiro, som leder afdelingen for teledermatologi ved Maccabi Healthcare Services og desuden er medical advisor for Predicta Med analytics LTD. 

“Mange psoriasispatienter er ikke selv opmærksomme på, at de har PsA, og de kontakter, deres egen læge eller ortopædiske specialister med deres led- eller rygsmerter uden at forbinde det til deres hudproblem. De uspecifikke symptomer kan gøre det svært for en læge at forbinde symptomerne til psoriasis i første omgang, men PredictAI giver mulighed for at scanne store datamængder og søge efter tegn som for eksempel klage over ledsmerter, ortopædiske konsultationer, laboratoriesvar og mange andre parametre, som kan hjælpe med at identificere PsA tidligere,” siger Jonathan Shapiro i en pressemeddelelse.

Læs også abstract 629 om studiet i abstractbogen fra EADV Spring Symposium, som kan downloades via dette link