Systemisk eksembehandling knyttet til reduktion i depressive symptomer
Patienter, der får systemisk behandling mod atopisk dermatitis (AD), oplever ikke kun en forbedring af deres hudproblemer, men også af humøret, viser et nyt studie. Særligt dupilumab var forbundet med en reduktion af depressive symptomer i forhold til anden AD-behandling.
Det viser svenske real world-resultater fra et prospektivt kohortestudie, der blev præsenteret på International Society of Atopic Dermatitis' årlige kongres i Montreal, Canada, i oktober (abstract #OL.18).
Depressive symptomer som koncentrationsbesvær, tristhed og søvnbesvær var alle signifikant forbedret efter seks måneders behandling. Den gennemsnitlige score på Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale-Self-report (MADRS-S), der går fra 0 til 27, faldt fra 14 til 5 i løbet af studiet.
"Median-MADRS-S-reduktionen sås stadig, når vi udelukkede otte patienter, der var på antidepressiva i undersøgelsesperioden, så disse resultater kan ikke forklares med psykiatrisk medicin," sagde Lina Ivert fra dermatologisk og venerologisk afdeling ved Karolinska Institutet i Stockholm til præsentationen.
Der var også signifikante korrelationer mellem forbedringer af depressive symptomer og fald i patienternes scorer på Eczema Area Severity Index, Patient-Oriented Eczema Measure og Dermatology Life Quality Index. Alle forbedringerne forblev signifikante blandt de 36 patienter, der var inkluderet i opfølgningen efter 12 måneder.
Studiet inkluderede i alt 120 patienter med en gennemsnitsalder på 39 år, som modtog dupilumab (n=91), methotrexat (n=26) eller ciclosporin (n=3). Ved baseline havde 29,2 procent mild depression, mens 20 procent og 4,2 procent havde henholdsvis moderat og svær depression. Data blev trukket fra SwedAD, som er et nyt nationalt svensk register over patienter med eksem på systemisk behandling mellem juni 2017 og august 2021.
Mulige behandlingsforskelle
Forskerne fandt også, at der var forskel på reduktionen af depressive symptomer alt efter hvilken behandling, deltagerne modtog. Patienter behandlet med dupilumab oplevede således en signifikant forbedring efter seks måneder, mens dette ikke var tilfældet for patienter, der modtog methotrexat.
Flere randomiserede fase III-studier har påvist, at behandling af atopisk dermatitis kan reducere depressive symptomer, men det er første gang, at fundet bliver bekræftet af real-world data.