Topikal behandling af håndeksem viser endnu engang gode resultater
Den topikale behandling - delgocitinib-creme - er en effektiv behandling til voksne med moderat til svær håndeksem. Det viser nye fase III-resultater, som også peger på, at behandlingen giver tidlig symptomlindring ved personer, hvis eksem er svær at behandle.
Resultaterne stammer fra det randomiserede, dobbeltblindet og vehikel-kontrollerede fase III-studie DELTA 2, som Leo Pharma har annonceret på sin hjemmeside.
Der blev observeret en signifikant forbedring af svær, kronisk håndeksem efter 16 ugers behandling med delgocitinib-creme sammenlignet med vehikel. Derudover blev alle – eller næsten alle – af symptomerne reduceret tidligt i behandlingsperioden for en signifikant større andel af patienter i behandlingsgruppen.
En PAN-JAK-hæmmer
"Det er utroligt spændende at se det konsistensniveau, som vores DELTA 2-resultater viser i overensstemmelse med de positive DELTA 1-resultater, der blev annonceret i slutningen af sidste år," siger Jörg Möller, Executive Vice President, Global Research & Development, LEO Pharma i en pressemeddelelse.
DELTA 2 er det andet ud af to kliniske fase III-studier af delgocitinib-creme mod moderat til svær kronisk håndeksem fra Leo Pharma. Formålet med studierne (DELTA 1 og -2) er at evaluere effektiviteten af to gange daglig påføring af delgocitinib creme sammenlignet med en vehikel-creme. DELTA 1 viste samme positive tendenser, hvor behandlingen tidligt reducerede symptomerne for patientgruppen.
Delgocitinib er en topikal creme og en PAN-JAK-hæmmer, der dæmper aktiviteten af en eller flere JAK-enzymer. Cremen, der er udviklet af Leo Pharma og Japan Tobacco, har tidligere har vist forbedringer af atopisk dermatitis, hvor Delgocitinib også blev godkendt i 2020 i Japan til AD.