Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Delgocitinib viser nye langvarige resultater mod håndeksem

Topikal behandling med pan-JAK-hæmmeren delgocitinib viser 36 ugers effektiv behandling af moderat til svær håndeksem.

Det konkluderer single-arm, open label fase III-studiet DELTA 3, der er en forlængelse af to foregående fase III-studier - DELTA 1 og DELTA 2

I de sidstnævnte studier har forskerne undersøgt to gange daglig behandling med creme-formuleringen delgocitinib sammenlignet med placebo i op til 16 uger. Dette med positive behandlings- og sikkerhedsmæssige resultater.

I DELTA 3 blev patienterne fra DELTA 1 og DELTA 2 tilbudt en direkte forlængelse af behandlingen. Dette gjaldt både delgocitinib- og placebogruppen. Efter 36 ugers behandling kan forskerne nu konkludere, at de langvarige sikkerhedsmæssige resultater er svarende til resultaterne i DELTA 1 og DELTA 2, og at behandlingen generelt er veltolereret. Ligeledes fastholdt patienterne, som blev behandlet med delgocitinib i 16 uger, samme niveau af behandlingssucces og symptomlindring i den forlængede periode. 

Ydermere opnåede patienter, der tidligere modtog placebo, samme behandlingsmæssige succes, som de patienter, der hele tiden var blevet behandlet med delgocitinib. 

Delgocitinib er en topikal forsøgsbehandling, der hæmmer aktiveringen af JAK-STAT signaleringen, og som spiller en afgørende rolle i patogenesen af håndeksem.