Ernæring kan påvirke risikoen for psoriasis
En ny svensk undersøgelse belyser, hvordan ernæring blandt babyer og helt små børn kan have en indflydelse på at udvikle psoriasis.
Det, man får at spise, som helt lille, kan have en betydelig indflydelse på manifestationen af psoriasis helt op til tidlig voksenalder. Det konkluderer en gruppe forskere fra Linköping Universitet i Sverige i en ny undersøgelse publiceret i British Journal of Dermatology.
Undersøgelsen involverede 16.145 deltagere fra ABIS fødselskohorten (alle babyer i det sydøstlige Sverige) og er baseret på spørgeskemaer, som forældrene til børnene har besvaret ved fødslen og ved barnets et- og treårs alder. Informationer om psoriasisdiagnoser blev indhentet fra det svenske nationale patientregister og det nationale register over lægemiddelordinationer. De statistiske analyser blev udført ved hjælp af skrædderskrevne R-scripts.
Øget risiko for psoriasis
Resultaterne af undersøgelsen viste, at børn, der blev ammet i mindre end fire måneder, og dem der fik modermælkserstatning før fire måneder, havde en øget risiko for at udvikle psoriasis.
Disse grupper havde en odds ratio på henholdsvis 1,84 (p= 0.018) og 1,88 (p=0.018).
Ved opfølgningen ved barnets treårs alder fandt man, at et øget indtag af fisk, især fra Østersøen, øgede risikoen for psoriasis markant med en odds ratio på 9,61 (p=0.003). Derudover steg risikoen for psoriasis også ved et stort indtag af mælk med en odds ratio på 2,53 (p=0.040.
Specifikt viser resultaterne, at eksklusiv amning i mindst fire måneder synes at have en beskyttende virkning mod udviklingen af psoriasis.
Studiet understreger dermed for første gang, hvordan tidlig ernæring kan påvirke psoriasis.