Behandling af pustulosis palmoplantaris er ofte utilstrækkelig
Begrænset lægemiddeloverlevelse på tværs af behandlinger og dermed ineffektiv behandling er kendetegnende for behandlingen af den sjældne hudsygdom pustulosis palmoplantaris, viser et dansk studie.
Den kroniske inflammatoriske hudsygdom pustulosis palmoplantaris (PPP) kan enten manifestere sig som en isoleret tilstand eller forekomme samtidig med den mest almindelige form for psoriasis, psoriasis vulgaris. Men på trods af at biologisk behandling har haft god indvirkning på psoriasis vulgaris, har der ikke været lignende fremskridt i behandlingen af PPP.
Sygdommen er karakteriseret ved sterile pustler placeret på håndflader og/eller såler, der forårsager fysisk ubehag, smerte og forringet livskvalitet og har en estimeret prævalens fra 0,05 procent til 0,12 procent.
Danske forskere har i et nationalt, landsdækkende kohortestudie undersøgt overlevelsen efter afbrydelse af biologisk behandling blandt patienter med PPP. Læge og forsker i dermatologi Trine Bertelsen, Aarhus Universitetshospital, står i spidsen for undersøgelsen, og studiet er publiceret i Journal of the European Academy of Dermatology & Venereology.
I studiet inkluderede forskerne alle patienter behandlet for PPP med et biologisk lægemiddel mellem 2007 og 2019, registreret i det danske landsdækkende register DERMBIO. Forskerne identificerede 85 patienter, der modtog biologisk behandling for PPP på tværs af 194 behandlingsforløb under opfølgning. 77,8 procent af de inkluderede behandlingsforløb blev afbrudt svarende til 151 behandlingsforløb.
Behandlingerne blev oftest afbrudt på grund af ineffektiv behandlingsrespons (54,3 procent). Andre blev afbrudt på grund af bivirkninger, svarende til 18,5 procent. Den mediane lægemiddeloverlevelse på tværs af alle behandlinger for PPP var 9,3 måneder (Inter quartile range (IQR), 3,9-25,6). Ustekinumab viste den længste mediantid før seponering på 14,6 måneder (IQR, 9,1-51,8).
For adalimumab var andelen af bio-naive patienter i behandling efter 12 måneder 47,9 procent, 64,3 procent for ustekinumab og 40,0 procent for secukinumab. For bio-erfarne var det 58,2 procent for adalimumab, 54,5 procent for ustekinumab og 51,4 procent for secukinumab.
Studiet konkluderer således, at alle behandlinger, uanset tidligere erfaring med biologiske lægemidler, har en begrænset lægemiddeloverlevelse på tværs af alle behandlinger. Patienter, der afbrød behandlingen, fordi den ikke var effektiv, scorede ligeledes højt på DLQI-scoren. Det understreger vigtigheden af et personligt behandlingsvalg og en rettidig overvejelse af ændring i behandlingen, når ineffektivitet er fastslået, lyder konklusionen i studiet.