Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Ubalance i hudfloraen kan være årsag til polymorf lysudslæt

Selvom polymorf lysudslæt (PLE) er den mest almindelige type af fotodermatose i Europa, er det stadig underbelyst, hvorfor man udvikler denne type soleksem. Nu har et nyt tysk studie indikerer, at patienter med PLE har en ændring i hudens mikrobiom, hvilket muligvis kan bidrage til udvikling af sygdommen.

Med en anslået prævalens i Europa på 10 til 20 procent, lider mange mennesker af de kløende eller brændende læsioner, der typisk opstår på områder som bryst og arme inden for få timer efter soleksponering, og nu er forskere altså nået et skridt nærmere i forståelsen af PLE.

I studiet, der er udgivet i British Journal of Dermatology, var formålet at blive klogere på tidligere forskningsresultater, der har kædet hudens mikroorganismer sammen med udviklingen af PLE. 

Forskerne indsamlede 41 hudprøver fra 11 patienter med PLE ved undersøgelsens start og igen efter tre dages eksponering med ultraviolet-stråling (UVR). De samme prøver blev indsamlet fra en kontrolgruppe af raske personer, og alle prøverne blev analyseret for deres mikrobielle sammensætning. 

Allerede ved undersøgelsens start, inden UV-eksponeringen, viste prøverne fra PLE-patienterne tegn på et ubalanceret mikrobiom med markant lavere mikrobiologisk diversitet og en tydelig kolonisering af skadelige bakterier som Staphylococcus aureus, der kan forårsage alvorlige infektioner.

Efter forsøgsdeltagerne havde være udsat for UVR-eksponering blev den mikrobiologiske diversitet yderligere begrænset, og samtidig fandt man, at de gavnlige bakterier på huden var i tilbagegang. Derudover fandt forskerne, at bakteriediversiteten vendte tilbage til normale niveauer en uge efter UV-eksponeringen, hvilket faldt sammen med en bedring af patienternes symptomer.  

Ifølge forskerne bag studiet peger resultaterne på, at behandling af det ubalancerede mikrobiom, som patienterne har allerede inden UV-eksponering, kan blive en vigtig del af den fremtidige behandling af PLE.