Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

Seksuelt overført hudsvamp breder sig i Europa

Ditte Marie Saunte

Flere studier har påvist så mange tilfælde af en ny seksuelt overført hudsvamp, at den nu vurderes at være etableret i Europa. Ingen er vant til at tænke på svampeinfektioner som seksuelt overførte, siger dansk ekspert, der opfordrer til øget opmærksomhed, da hudsvampen også kan smitte via genstande som fitnessmaskiner og intimskrabere.

”Hvis man ikke er opmærksom på, at den findes og på, at den smitter ved seksuel kontakt, kan patienten nå at smitte mange andre, før den behandles korrekt,” lyder det fra professor i dermatologi, Ditte Marie Saunte, der er læge på Herlev og Gentofte Hospital og formand for den europæiske hudlægeforening EADV’s taskforce for mykologi (viden om svampe).

Sammen med Karen Astvad fra Statens Serum Institut har hun i JEADV (Journal of European Academy of Dermatology and Venereology) skrevet en leder om udbredelsen den såkaldte Trichophyton mentagrophytes genotype VII (TMVVII). 

Tidsskriftet bringer to nye studier fra henholdsvis Frankrig og Italien, hvori forskerne har fundet i alt 41 nye tilfælde af infektion med TMVII. Kun to af patienterne havde været i udlandet op til smittetidspunktet, hvilket har ført til konklusionen om, at svampen nu har etableret sig i Europa. 

De fleste af patienterne i de to studier (39) identificerede sig som mænd, der har sex med mænd. I det franske studie, der omhandlede 32 tilfælde, var hele 17 af tilfældene opstået hos en tantrisk massør i Paris, der havde smittet 15 kunder og en sambo. Dertil fandt man blandt andet fire tilfælde blandt sexarbejdere. Mange af patienterne havde desuden aktuelle eller tidligere kønssygdomme. 

Den nye forskning bekræfter, at de grupper, der i forvejen har høj risiko for at få kønssygdomme, også er i øget risiko for at få TMVII. Desuden kan svampene overføres via genstande i eksempelvis fitnesscentre og ved intimbarbering, hvis man deler redskaber, men det vil kræve flere undersøgelser at fastslå.

Forveksles med bakteriel infektion

I de fleste tilfælde havde patienterne i studierne infektion i skægområdet og/eller i lysken, på ballerne og ved perineum. I det franske studie ses eksempler på cases, der viser, hvordan infektionen præsenterer sig klinisk. 

”Problemet med det kliniske billede er, at det ligner en bakteriel infektion. Så når patienterne går til lægen, og vedkommende ikke tænker over, at det kan være svampe, der er overført seksuelt, behandler de det med antibiotika som bakterieinfektioner. Den forsinkede diagnose og behandling kan medføre, at infektionen bliver mere udbredt og andre kan blive smittede,” siger Ditte Marie Saunte og fortsætter: 

”Hvis infektionen bliver meget inflammeret, kan hårene i det ramte område blive ødelagt og man kan få arvæv. Det kan især give både kosmetiske og psykiske problemer, hvis det opstår i skægområdet.” 

Fejlbehandling går udover den enkelte patient, men det er først og fremmest vigtigt at få diagnosticeret og behandlet TMVII hurtigt, så smittekæden stoppes, siger Ditte Marie Saunte. 

“Studierne viser, at lang inkubationstid og muligheden for at smitte, inden der kommer synlige læsioner kan øge risikoen for at føre smitten videre. Finder man et tilfælde, er det derfor vigtigt, at man laver smitteopsporing hos tidligere og nuværende partnere og screener dem for infektionen.” 

I det franske studie var mediantiden, fra mændene modtog tantrisk massage til de første infektionstegn opstod, 16 dage. Der gik dog alt fra 2 til 52 dage.  

Kræver ny opmærksomhed hos klinikere 

Ditte Marie Saunte opfordrer nu til øget overvågning af TMVII og til, at både sundhedsmyndigheder og klinikere øger deres opmærksomhed på risikoen for lokal smitte med TMVII, uanset om den præsenterer sig som genitale læsioner eller udelukkende som infektion i skægområdet.

”Ingen er vant til at tænke på svampeinfektioner som seksuelt overførte. Derfor skal der en øget opmærksomhed til alle steder: I behandlingen af kønssygdomme generelt, på de kønssygdomsklinikker, hvor man kan gå ind fra gaden og bliver undersøgt og i de miljøer, hvor der er større risiko,” siger hun. 

Eftersom TMVII er så ny, skal man som kliniker vide, at det er netop den, man mistænker og efterspørge en særlig prøve. Ifølge Ditte Marie Saunte er det nemlig ikke rutinetest i de fleste europæiske lande og kræver molekylær diagnostik. 

Behandling med terbinafini i tre-fire uger er generelt effektiv ved infektion med TMVII, men der er en risiko for, at infektionen vender tilbage efter endt behandling. 

Trichophyton mentagrophytes blandt mennesker

Det seneste årti har der været en hidtil uset udvikling inden for hudsvampe, mere specifikt inden for slægten Trichophyton. En udvikling, der både sker som følge af fremkomsten af resistens, men også på grund af nye arter eller genotyper, som det er blevet muligt at lave mere præcise differentieringer af ved hjælp af molekylærdiagnostik. 

Trichophyton mentagrophytes har tidligere kun været betragtet som zoofil, det vil sige smittende fra dyr til dyr, men de seneste 15 år er der fundet adskillige patienter med stærkt inflammerede genitale læsioner forårsaget af seksuelt overført Trichophyton mentagrophytes. Disse har ofte været forbundet med seksuel kontakt i Sydøstasien. Heraf har de fleste tilfælde været af undertypen TMVII. 

Kilde: JEADV