Lungerne spiller hidtil ukendt rolle i blodproduktionen
Lungerne spiller en hidtil ukendt rolle i produktionen af blod, da celler i lungerne producerer en del af blodpladerne, viser nye studier.
Konklusionen, der er netop offentliggjort i Nature, stammer fra et nyt, stort amerikansk forskningsprojekt, hvor forskere fra University of California San Francisco via videomikroskopi i levende mus opdagede, at dyrenes lunger producerer mere end halvdelen af musenes blodplader.
I en kommentar til Nature siger hovedforfatter og professor i medicin ved UCSF, dr. Mark R. Looney:
”Studierne giver os et mere sofistikeret billede af lungerne. De fungerer ikke kun til respiration, men er også en vigtig del af dannelsen af de forskellige blodkomponenter. Dét, vi har observeret i mus, tyder på, at lungerne også spiller en central rolle i bloddannelse hos mennesker.”
Ved hjælp af en videreudvikling af teknikken to-foton intravital billedbehandling fulgte forskerne lungernes hidtil ukendte adfærd. Teknikken gjorde det muligt at observere de individuelle cellers adfærd i de små blodkar i en levende muselunge. Her bemærkede forskerne et overraskende stort antal megakaryocytter i lungens kar. Selvom megakaryocytter tidligere er blevet observeret i lungerne, har den overordnede forståelse været, at de primært levede og producere blodplader i knoglemarven.
Men studiet har afsløret, at megakaryocytterne producerer mere end 10 millioner blodplader i lungekarrene i timen, hvilket antyder, at mere end halvdelen af en mus samlede blodpladeproduktion sker i lungen og altså ikke i knoglemarven.
En opdagelse der kan have væsentlige konsekvenser for forståelsen af sygdomme som eksempelvis trombocytopeni.
