Svensk klinik afdiagnosticerer patienter med ADHD: Får også danske patienter
En klinik i Skåne har efter revurdering fjernet ADHD-diagnosen fra 80 procent af deres unge patienter. Flere danske patienter er også begyndt at henvende sig til klinikken.
Den svenske psykolog Sebastian Lundström har i de seneste år været i gang med et lidt specielt forskningsprojekt: På en klinik i Skåne har han sammen med sit team revurderet unge voksne patienter med ADHD- og autisme-diagnoser, der ikke længere synes, at diagnosen passer på dem.
I løbet af projektperioden fra foråret 2023 til efteråret 2025 fik Sebastian Lundström og hans team 700-800 henvendelser fra svenskere, der havde hørt om projektet gennem medierne eller deres psykiater. For at komme med i projektet skulle man have en ADHD- eller autisme-diagnose, være over 16 år og ikke være i medicinsk behandling for sin diagnose. Interessen var overvældende, og langt fra alle kunne være med i projektet.
”80 patienter blev taget ind til en revurdering for ADHD, og 64 af dem levede ikke længere op til diagnosekriterierne for en ADHD-diagnose,” forklarer Sebastian Lundström i et skriftligt svar til Psykiatrisk Tidsskrift.
Det vil altså sige, at 80 procent af de unge voksne, som var med i forskningsprojektet, efter en grundig revurdering fik at vide, at de ikke længere havde diagnosen ADHD. Forskerne tog ikke stilling til, om den oprindelige diagnose var stillet korrekt, for det havde de ikke oplysninger til at kunne vurdere. De kunne bare konstatere, at i 80 procent af tilfældene var diagnosen ikke længere gældende. Én psykolog gennemførte alle revurderingerne i projektet, og en gang hver anden måned blev der afholdt en klinisk konsensuskonference, hvor et team af tre psykiatere og én psykolog gennemgik revurderingerne.
Det svenske forskningsprojekt er nu afsluttet, og resultaterne vil snart blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. Men klinikken får stadig henvendelser fra svenskere – og også nogle danskere – der har hørt om projektet og gerne vil have revurderet deres ADHD-diagnose.
”Lige nu er vi nødt til at afvise folk. Vi er i gang med at diskutere, hvordan vi kan implementere revurdering af diagnoser i vores kliniske arbejde med et minimum af ressourcer. For tiden til det skal nødvendigvis skal tages fra dem, som allerede venter på udredning og behandling. Samtidig planlægger vi at lave et opfølgende studie af de patienter, der blev afdiagnosticeret i vores forskningsprojekt.,” siger Sebastian Lundström.
Danske psykiatere møder samme ønske
For at forstå svenskernes ønske om at blive afdiagnosticeret skal det tilføjes, at Sverige har oplevet en stor og stigende efterspørgsel på at blive udredt for ADHD og autisme. Endnu større end i Danmark. Det har eksempelvis resulteret i, at 15 procent af alle teenagedrenge i Stockholm har en ADHD-diagnose, mens det gælder for 10 procent af pigerne. Helt så voldsomt ser det ikke ud i Danmark, hvor de nyeste tal viser, at 4,3 procent af børn og unge mellem 6 og 17 år er blevet diagnosticeret med ADHD.
Psykiatrisk Tidsskrift har spurgt flere danske psykiatere, om de har oplevet at få henvendelser fra patienter, der gerne vil af med deres ADHD-diagnose. Det har de, men ikke i samme omfang som i Sverige. Og ønsket om at slippe af med en diagnose begrænser sig ikke kun til ADHD.
”I hospitalspsykiatrien er det ikke ualmindeligt, at patienterne ønsker at få revurderet deres diagnoser for at finde ud af hvilke, de stadig har, og hvilke, de ikke længere har. Det kan være autisme og ADHD, men det er mere hyppigt for patienter med angst, bipolare lidelser eller personlighedsforstyrrelser,” siger Simon Hjerrild, der er overlæge i ADHD-teamet i Psykiatrien i Region Nordjylland.
Som eksempel giver han en patient, der blev diagnosticeret med ADHD i børne- og ungepsykiatrien. Som voksen får patienten problemer med angst og overbelastning – og bliver nu henvist til et team, der behandler voksne med ADHD. Her opstår der imidlertid tvivl om, hvorvidt patienten stadig har ADHD, eller om angstproblematikken skyldes en opmærksomhedsforstyrrelse eller noget helt andet.
”Rediagnosticering er et svært område at arbejde med. Man kan godt lytte til patienten og mene, at patienten ikke længere lever op til at have diagnosen. Men hvis man skal gøre det ordentligt, skal patienten genudredes, og det er enormt ressourcekrævende,” siger Simon Hjerrild.
”Som psykiater står man også med et meget stort ansvar, når man stiller en diagnose, for det kan både have positive og negative konsekvenser. Hvis man for eksempel har stillet en ADHD- eller autisme-diagnose, er det ikke muligt for patienten at komme ind til politiet.”
Udvikling kommer måske til Danmark
Simon Hjerrild forudser, at man i Danmark med tiden kan komme til at opleve samme ønske om afdiagnosticering som i Sverige.
”I Danmark har vi også stillet mange flere psykiatriske diagnoser i de seneste år. Så hvis bare fem procent af dem på et tidspunkt vil revurderes, så kommer det til at være et ret stort antal mennesker, som man skal forholde sig til.”
”I den situation bliver man nødt til at forholde sig til, hvad man vil gøre. Vil man prioritere dem, som er syge og har brug for hjælp. Eller dem, som har det lidt bedre og gerne vil af med diagnosen. Der tror jeg, at sundhedsvæsenet til enhver tid vil prioritere gruppen, der er syge.”
Rent praktisk kan man – hverken i Danmark eller i Sverige – fjerne en diagnose fra en patientjournal, for den har status som et juridisk dokument. Men man kan lave en note i journalen, hvor man skriver, at patienten ikke længere lever op til kriterierne for eksempelvis en ADHD-diagnose.
I det offentlige skolesystem er en diagnose som for eksempel ADHD en adgangsbillet til, at man kan få støtte. Det har skabt en usund udvikling, som kan være svær at navigere i som psykiater, mener Simon Hjerrild.
”Der er en kæmpe sult efter diagnoser i dag. Problemet er ikke, hvordan de bliver brugt internt i sundhedsvæsenet, men hvordan de bliver brugt uden for sundhedsvæsenet. Man bruger for eksempel en ADHD-diagnose til at udelukke folk fra politiet, men man bruger den også til at give hjælp i skolesystemet. Og generelt anvendes diagnoserne som et meget groft mål af resten af samfundet, uden at der individuelt bliver taget stilling til patientens situation,” siger Simon Hjerrild.
Afdiagnosticering er en snæver tankegang
Pelle Lau Ishøy, der er overlæge og klinisk lektor i Team for ADHD og autisme på Psykiatrisk Center Glostrup, har også oplevet eksempler på, at voksne patienter kommer med et ønske om at få revurderet deres ADHD- eller autisme-diagnose.
”Jeg har haft en enkelt patient, der ønskede at få fjernet en ADHD-diagnose, som var stillet i børne- og ungepsykiatrien, fordi hun gerne ville søge ind i politiet. Hun havde ikke nævneværdig respons af medicinsk behandling og havde ikke længere funktionsnedsættelse. Så jeg noterede, at diagnosen ikke længere var behandlingskrævende,” siger Pelle Lau Ishøy.
Han mener, at den svenske idé med at etablere en afdiagnosticeringsklinik er tænkt for snævert.
”Tendensen med først at ville diagnosticere og bagefter afdiagnosticere, når det går godt, er umiddelbart ikke særlig formålstjenstlig, da mange voksne vil opleve gode perioder, hvor ADHD-symptomerne og funktionspåvirkningen er mindre udtalt. Man kan heller ikke etablere en klinik, der foretager afdiagnosticering af én diagnose ud af mange. For har man andre diagnoser – også mere alvorlige såsom skizofreni, maniodepression eller stofafhængighed, så skal det også inkluderes i en samlet vurdering af symptomer og diagnoser,” siger Pelle Lau Ishøy.
Han mener, at afdiagnosticering er en disciplin, som skal kunne varetages kontinuerligt af alle de faggrupper, der har mulighed for at stille og fjerne diagnoser – det vil sige speciallæger i psykiatrien og specialpsykologer.
”Disse faggrupper skal i et behandlingsforløb løbende vurdere, om kriterierne for en eksisterende diagnose til at begynde med har været opfyldt, og om de fortsat er opfyldt.”