Ny ADHD-retningslinje: Forældretræning skal være fast tilbud
En ny klinisk retningslinje om behandling uden medicin til børn og unge med ADHD er sendt i offentlig høring. Udkastet lægger især vægt på forældretræning og kognitiv adfærdsterapi, mens der mangler evidens for flere andre udbredte tilbud.
De Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper, DMPG, har sendt udkastet til den kliniske retningslinje om non-farmakologisk behandling til ADHD hos børn og unge i offentlig høring.
Høringen løber frem til mandag 15. juni 2026 klokken 12.00. Høringssvar skal sendes til
Retningslinjen handler om behandling og støtte, der ikke består af medicin. Det kan for eksempel være struktureret forældretræning, kognitiv adfærdsterapi, støtte til hverdagsstruktur, samarbejde med skole og dagtilbud samt hjælp til barnet eller den unge med at fungere bedre i hjemmet, i skolen og blandt jævnaldrende.
Formålet er at understøtte en mere ensartet og høj faglig kvalitet i behandlingen af børn og unge med ADHD på tværs af landet. Retningslinjen er især rettet mod klinisk arbejdende sundhedsprofessionelle i børne- og ungdomspsykiatrien, praktiserende psykologer under sygesikringen, praktiserende speciallæger i psykiatri, kliniske ledere og beslutningstagere.
Forældretræning får stærkeste anbefaling
Den klareste anbefaling i udkastet handler om forældretræning. DMPG ADHD lægger op til, at forældre og omsorgspersoner til børn under 6 år med ADHD skal tilbydes forældretræning. Samme anbefaling gælder for børn og unge i alderen 6 til 17 år.
Begge anbefalinger har evidensstyrke A. Det betyder ifølge retningslinjen, at anbefalingen bygger på evidens af høj kvalitet og udtrykker høj sikkerhed.
Forældretræning betyder i udkastet strukturerede og manualbaserede programmer, hvor forældre får viden om ADHD og samtidig træner konkrete strategier, der kan bruges i familiens hverdag. Det kan handle om faste rammer, tydelig kommunikation, struktur, forudsigelighed og positive strategier i samspillet med barnet.
Retningslinjen lægger vægt på, at forældretræning ikke bygger på en antagelse om manglende forældreevner. Pointen er, at børn og unge med ADHD ofte har brug for voksne omkring sig, som får konkrete redskaber til at tilpasse hverdagen til barnets behov.
Kognitiv adfærdsterapi anbefales især til unge
Kognitiv adfærdsterapi får en mere forsigtig anbefaling. DMPG ADHD lægger op til, at kognitiv adfærdsterapi kan tilbydes børn i alderen fem til 12 år med ADHD, mens unge i alderen 13 til 17 år bør tilbydes kognitiv adfærdsterapi.
Anbefalingen er stærkere for unge end for yngre børn, fordi unge i højere grad har forudsætninger for selv at bruge strategierne i hverdagen. For yngre børn er effekten som selvstændig behandling mere usikker, og behandlingen skal derfor især ses i sammenhæng med forældreindsatser og tilpasninger i barnets omgivelser.
I retningslinjen beskrives kognitiv adfærdsterapi ved ADHD som en praktisk og hverdagsrettet indsats. Behandlingen skal hjælpe barnet eller den unge med struktur, planlægning, følelsesregulering, problemløsning, håndtering af negative tankemønstre og strategier til at mindske de belastninger, ADHD kan give i hverdagen.
Retningslinjen fremhæver også, at kognitiv adfærdsterapi til unge med ADHD bør varetages af fagpersoner med specifik viden om ADHD. Behandlingen adskiller sig fra traditionel kognitiv adfærdsterapi ved i højere grad at være rettet mod struktur, miljø og konkrete færdigheder.
Mangler evidens for flere tilbud
DMPG ADHD lægger samtidig op til, at der ikke er tilstrækkelig evidens til at anbefale kognitiv træning, neurofeedback, ADHD-coaching eller peer-støtte til børn og unge med ADHD.
Kognitiv træning dækker især computerbaserede programmer, der skal træne for eksempel opmærksomhed og hukommelse. Ifølge udkastet er der ikke dokumentation for, at kognitiv træning giver klare forbedringer i de samlede ADHD-relaterede vanskeligheder eller i barnets funktion i hverdagen.
Neurofeedback beskrives som EEG-baserede interventioner, hvor barnet eller den unge får feedback på hjerneaktivitet og trænes i at påvirke bestemte mønstre. Her vurderer arbejdsgruppen, at evidensgrundlaget er begrænset og præget af lav kvalitet, små studier og metodiske svagheder.
Også ADHD-coaching vurderes for usikkert som selvstændig klinisk indsats til børn og unge. Udkastet peger på, at indholdet ofte overlapper med elementer fra forældreindsatser, kognitiv adfærdsterapi og miljøtilpasninger. For peer-støtte er vurderingen, at der mangler evidens målrettet børn og unge med ADHD.
Retningslinjen tager også skærmbrug op som et særligt fokusområde. Baggrunden er, at skærmbrug fylder meget i mange familier, og at forældre i klinisk praksis efterspørger hjælp til at håndtere skærmvaner. Arbejdsgruppen vurderer, at skærmvaner bør indgå systematisk i udredning og behandling på linje med søvn, struktur og hverdagsrutiner.
Udkastet fremhæver desuden, at mange børn og unge med ADHD har andre samtidige vanskeligheder. Op mod 80 procent anslås ifølge retningslinjen at have en eller flere sameksisterende tilstande, for eksempel angst, tics, autisme, søvnforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, depression, sprogforstyrrelser eller ordblindhed.
Høringsmaterialet er sendt direkte til en række parter, blandt andre ADHD Foreningen, Bedre Psykiatri, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Danske Patienter, DSAM, KL, LVS, regionerne og Sundhedsstyrelsen.