Ikke-medicinsk behandling af ADHD: Sundhedsstyrelsen kan kun give svage anbefalinger
Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny national klinisk anbefaling (NKA) om ikke-medicinsk behandling af voksne med ADHD. Den videnskabelige evidens på området understøtter dog kun svage anbefalinger. Men den kliniske erfaring med ikke-medicinsk behandling er god, fortæller psykiater Pelle Lau Ishøy.
Sundhedsstyrelsen har opdateret en ti år gammel retningslinje om udredning og behandling af voksne med ADHD. Denne gang dog kun den ikke-medicinske del af retningslinjen. Forventningen i styrelsen var, at der måtte være publiceret en del mere videnskabelig litteratur på området, fordi flere voksne i de seneste år er blevet diagnosticeret med ADHD, og emnet har fyldt en del i den offentlige debat. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.
”Det kom bag på os, at der ikke var blevet publiceret mere forskning i løbet af de seneste ti år. Der er et tydeligt behov for flere randomiserede forsøg, der undersøger ikke-medicinske interventioner til voksne med ADHD,” siger Marija Barbateskovic Vallik, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen og har været metodekonsulent på den nye nationale kliniske anbefaling (NKA) om ikke-medicinsk behandling af voksne med ADHD.
Terapi skal tilpasses
Opgaven med anbefalingen har dels været at undersøge den videnskabelige evidens for en bred vifte af ikke-medicinske interventioner i kombination med medicinske behandlinger og desuden effekten af ikke-medicinske interventioner alene. Samtidig har arbejdsgruppen bag anbefalingen også inddraget kliniske erfaringer med ikke-medicinske interventioner af voksne med ADHD.
Den videnskabelige evidens er vurderet efter GRADE-metoden. Kort fortalt betyder det, at evidensen som udgangspunkt bør baseres på klinisk randomiserede forsøg. Evidensen vurderes systematisk, og styrken af anbefalingerne afgøres ud fra både den påviste effekt og graden af tiltro til den foreliggende evidens.
Resultatet af arbejdet er blevet til to anbefalinger:
- Svag anbefaling: Som supplement til medicinsk behandling bør man overveje at tilbyde en ikke-medicinsk intervention – specifik en psykologisk intervention. Her er evidensen for kognitiv adfærdsterapi stærkest.
- God praksis: Hvis patienten ikke er i gang med medicinsk behandling, kan man overveje at tilbyde en ikke-medicinsk intervention – en psykologisk intervention og primært kognitiv adfærdsterapi.
Da den videnskabelige litteratur på området stadig er mangelfuld, vil det dog bero på en individuel vurdering, om for eksempel kognitiv adfærdsterapi vil være en god idé til en voksen patient med ADHD. Og ofte vil det også være nødvendigt at tilpasse de ikke-medicinske interventioner, når de bliver brugt til voksne med ADHD, da de ikke nødvendigvis er lavet til denne patientgruppe, mener Marija Barbateskovic Vallik.
”Terapiformerne bør tilpasses de kernesymptomer, som voksne med ADHD typisk har: Opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivitet og impulsivitet. Kognitiv adfærdsterapi er imidlertid oprindelig ikke udviklet til personer med ADHD og forudsætter, at man kan fastholde sin opmærksomhed og arbejde struktureret. Derfor kan man med fordel overveje at gøre sessionerne kortere og mere strukturerede,” siger hun.
Videnskabelig viden mangler
Arbejdsgruppen bag anbefalingen ledte også efter videnskabelige studier, der kun undersøgte effekten af ikke-medicinske interventioner, når patienterne ikke samtidig var i medicinsk behandling, men her fandt de ingen publicerede studier overhovedet.
”Når vi kigger ind i fremtiden, så håber vi, at der er kommet studier på det område, for der kan være mange grunde til, at voksne med ADHD ikke tager medicin,” siger Marija Barbateskovic Vallik.
”Vi ledte også efter litteratur inden for fysiske interventioner som for eksempel træning til behandling af voksne med ADHD. Men det var kun inden for terapierne – altså de psykologiske interventioner – at vi fandt publicerede resultater.”
God klinisk erfaring
Psykiater Pelle Lau Ishøy, der har været med i arbejdsgruppen bag den nye anbefaling, er godt tilfreds med, at det trods alt er lykkedes at komme frem til nogle anbefalinger.
”Anbefalingerne bunder ikke i en robust og entydig evidens for, at en bestemt behandlingsform er virkningsfuld. Men noget af det synes at være virkningsfuldt, og det harmonerer med de erfaringer, som de fleste af os i arbejdsgruppen har fra klinikken,” siger Pelle Lau Ishøy, der til daglig er overlæge og klinisk lektor i Team for ADHD og autisme på Psykiatrisk Center Glostrup.
Han har selv oplevet, at de psykologiske interventioner har haft effekt i hans kliniske arbejde med voksne med ADHD.
”Jeg kan se, at psykoedukation – hvor man bruger elementer fra forskellige terapeutiske grene –virker. Her bruger vi meget tid på at oplyse og undervise patienterne i deres symptomer og forklare, hvordan de hænger sammen med deres livsstil. Det kan for eksempel være, at jeg fortæller om fordelene ved god søvnhygiejne, når man har ADHD.”
Andre faggrupper må i gang
Pelle Lau Ishøy har dog svært ved at forestille sig, hvordan det realistisk set skal kunne lade sig gøre at udbrede ikke-medicinske behandlingsformer for ADHD inden for psykiatrien, når der i forvejen er lange ventetider på udredning og behandling af ADHD hos voksne.
”Måske kunne nogle veletablerede teams have ikke-medicinsk behandling som fokusområde, men vi risikerer, at det bliver på bekostning af andre patientgrupper,” siger Pelle Lau Ishøy.
I dag bliver psykologiske interventioner ofte varetaget af andre faggrupper end psykiatere – for eksempel psykologer, sygeplejersker og socialrådgivere. Og Pelle Lau Ishøy mener også, at man skal gå den vej, hvis tilbuddet til voksne med ADHD skal udvides.
”Mange inden for de faggrupper vil ret hurtigt kunne opkvalificeres til at varetage for eksempel psykoedukation. Som psykiater bør man i øjeblikket nok ikke have et isoleret fokus på de psykologiske interventioner, da der for manges patienters vedkommende er et væsentligt umødt behov for medicinsk behandling og dermed for psykiaterens farmakologiske kompetencer.”
DMPG på vej med retningslinje
Efter at arbejdet med den nationale kliniske anbefaling er afsluttet, har Pelle Lau Ishøy taget anbefalingerne med over i Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper (DMPG), hvor han også sidder med i en arbejdsgruppe omkring ADHD. DMPG er nu i gang med at lave en klinisk retningslinje for non-farmakologisk behandling af voksne med ADHD, som forventes at være færdig i første kvartal af 2026.
”Konklusionerne fra DMPG vil ikke blive væsentligt anderledes end anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen. Vi vil nok kigge mere detaljeret på nogle enkelte områder og se på, om der er nogle værktøjer fra udlandet, der er baseret på evidens, som vi på et tidspunkt kan oversætte og bruge,” siger Pelle Lau Ishøy.