Håber at læger i hele landet vil kopiere dem og udskrive sociale aktiviteter på recept

Sociale aktiviteter på recept opleves i en praksis på Vesterbro i København som et stort ønske fra patienterne. Og ’Sociale Henvisninger,’ som metoden hedder, ser ud til både at kunne lette presset på lægerne, mindske antallet af akutindlæggelser og øge ligheden. Vi har talt med en ekspert og besøgt en praktiserende læge, som snart er klar med et projekt, der kan udbredes i hele landet.

Vesterbro i København har gennemgået enorme forandringer de seneste 30 år. Gamle brune værtshuse med muntert klingende navne som Skammekrogen, Grotten og Spunk, eksisterer stadig, men smarte caféer, restauranter og vinbarer, sætter et stadigt mere tydeligt præg på bydelen. Når man bevæger sig ud ad Vesterbrogade en almindelig hverdagsmorgen, dominerer det ’nye’ Vesterbro da også billedet. Hippe forældre med børn enten foran i ladcykler eller bag i Teslaer og BMW’er. Studerende på vej til forelæsning eller studiejob. Pædagoger på tur med børn, der går pænt på række.

I en tidligere artikel bragte vi et kort interview med speciallæge i almen medicin, Berit Enggaard Kaae, som er praktiserende læge og blandt de første i Danmark til at arbejde målrettet med det nye begreb ’Sociale Henvisninger’ (Social Prescribing), som er sociale aktiviteter på recept.

Nu møder vi Berit Enggaard Kaae i hendes praksis i Valdemarsgade for at høre mere om det ’Sociale Henvisninger-projekt,’ som hun og kollegaen Claus Rendtorff snart har klar til udrulning. Først i deres eget nærområde og senere, forhåbentlig, i hele landet. Som en kommentar til det lettere mondæne indtryk, Vesterbro efterlod sig denne morgen, og sammenhængen med behovet for sociale henvisninger, lader Berit Engaard Kaae for det første tydeligt forstå, at Vesterbro ikke kun er den moderne storbyidyl, mange ser på overfladen.

”De klassiske sociale problemer på Vesterbro er helt sikkert ikke så store, som de var engang. Men de er her stadig, og bevæger man sig ud til områderne Sydhavnen eller Bavnehøj, som også hører til bydelen, er der rigeligt med både alkoholisme, arbejdsløshed og social nød,” siger hun.

Ensomhed kan ramme alle

For det andet, og nok så relevant for det projekt, vi skal høre om, handler Sociale Henvisninger ifølge Berit Enggaard Kaae om meget andet end socialt udsatte. Selvom de problemer, metoden især ser ud til at kunne løse, har en social slagside, rammer de nemlig også samfundets øvre lag. Alle kan blive ensomme og syge. Alle kan miste en ægtefælle og gå i stå i en grad, så det ikke blot er mentalt, men også fysisk skadeligt.

”Den overordnede idé med det er, at man skal prøve at kigge på, hvor kan man hente noget sundhed, som ikke nødvendigvis har noget med diagnoser og piller at gøre. Og man ved, at omtrent 75 procent af al sundhed ikke har noget med sundhedsvæsenet at gøre,” siger hun og uddyber:

”Det kan være stærkt frustrerende at sidde som praktiserende læge og sige, ’ja, jeg kan godt henvise dig til endnu et ambulatorium, og jeg kan godt udskrive endnu en pille til dig,’ mens man dybest set godt ved, at det ikke nytter noget, før patientens boligsituation er løst, før ensomheden er løst, eller før ernæringen er løst. Der har vi manglet redskaber, og det er det, vi får på denne her måde.”

Nyt i værktøjskassen

For det er netop dét, Berit Enggaard Kaae og Claus Rendtorffs projekt skal: Tilbyde en komplet værktøjskasse med nye sociale redskaber, som læger kan bruge uden at trække for mange ressourcer ud af deres kliniske hverdag. Inspirationen kom blandt andet fra et besøg på Nordisk Kongres for Almen Medicin, hvor de hørte om positive erfaringer fra den sydengelske by Frome. Efter hjemkomsten var noget af det første, de gjorde, at introducere ideen for deres egne patienter. I et lille pilotstudie bad de simpelthen systematisk alle, som de umiddelbart vurderede havde mere behov for sociale tilbud end medicin, om at byde ind med egne tanker.

”Hver gang, der kom nogen ind, hvor vi vurderede, at det kunne være relevant, spurgte vi, hvad de kunne se sig selv i. Vi bad dem også tænke helt frit og sige, ’hvad ville du ønske, hvis vi kunne svinge tryllestaven og give dig alt?’ fortæller Berit Enggard Kaae. Indsatsen gav resultater af vidt forskellig art, og flertallet af ønskerne viste sig, trods brugen af tryllestav, at være særdeles realistiske.

”En sagde for eksempel, at ’jeg kunne godt tænke mig, at der kommer en og banker på min dør tre gange om ugen og spørger, om jeg vil med ud at gå en tur.’ En anden kunne godt tænke sig, at man kunne gå til go-cart i Sydhavnen,” siger Berit Enggard Kaae. Stille og roligt fik de på den måde greb om målgruppen og blev samtidig overbeviste om, at projektet i allerhøjeste grad ville have sin berettigelse, ikke blot i Frome, men også på Vesterbro og formentlig også i resten af Danmark.

Forskningen giver grønt lys

At potentialet i Sociale Henvisninger så langt fra er tryllet frem, kan Martin Færch tale med om. Han er adjunkt og ph.d.-studerende ved University College Nordjylland og Region Hovedstadens Psykiatri og særdeles optimistisk.

”Der er masser af forskning, der peger i retning af, at sociale, kulturelle og foreningsrelaterede tilbud både kan have en positiv indvirkning på ensomhed og social isolation og på en række fysiske og mentale sundhedsparametre blandt forskellige grupper af borgere. Så det at være en del af meningsfulde fællesskaber ser ud til at kunne være meget givende,” siger Martin Færch. En af de ting, forskerne på området interesserer sig for, er, om en anvisning på sociale aktiviteter kan mindske behovet for kontakt til sundhedsvæsenet og for sundhedsfaglige ydelser i det hele taget.

”Man skal selvfølgelig være i kontakt, når der er brug for det, men jeg tror, at mange i almen praksis vil give mig ret i, at mange konsultationer handler om noget med at blive set og hørt. Altså nogle behov, der kan tilgodeses af et meningsfyldt socialt netværk,” siger Martin Færch. En pointe, Berit Enggaard Kaae bekræfter og blandt andet eksemplificerer med en ældre dame, som i en periode ringede til klinikkens telefon hver morgen, ”mest af alt for bare at tale med nogen,” som hun formulerer det.

En fast brobygger

Før projektet på Vesterbro kan gå ’live’ officielt, mangler de at lancere en hjemmeside, hvor alle læger i området kan se, hvilke sociale tilbud, der findes. En dynamisk database, som gør det let at henvise. Men nok så vigtigt er et andet og centralt begreb inden for Sociale Henvisninger, nemlig ’brobyggere.’ For at gøre projektet levedygtigt skal der ifølge Berit Enggaard Kaae være en fast medarbejder på gadeplan, som kender tilbuddene, er i fast dialog med dem, og kan fungere som bindeled mellem de praktiserende læger, som kender patienterne, og de sociale tilbud, der kan hjælpe dem. Martin Færch er enig:

”For det første er det selvfølgelig vigtigt, at der i almen praksis er en erkendelse af værdien i at bruge tid og kræfter på at henvise patienterne til forskellige fællesskaber i civilsamfundet. Men det er også vigtigt, at pragmatikken virker, og her er bindeleddet mellem almen praksis og civilsamfundet meget, meget vigtigt”

Man kan godt lave den helt enkle model med en opslagstavle, hvor patienterne kan se nogle relevante tilbud – om torsdagen er der madlavning for diabetikere – men det vil ofte være alt for lav en interaktionsgrad, mener han.

”Erfaringer fra England, hvor Sociale Henvisninger er ganske udbredt og anerkendt, har vist stort potentiale i at have en ’link worker,’ eller en brobygger, som den alment praktiserende læge kan henvise til. Så er der altid en person, der har et opdateret overblik over relevante tilbud, og det vil også ofte være den person, der står for at lave en konkret plan sammen med borgeren,” siger han.

Slåskamp om penge

Martin Færch forklarer, at finansieringen af en ’brobygger’ meget vel kan gå hen og blive en betydelig udfordring:

”Nogen skal jo varetage det, så hvor skal det ligge henne? Og, ikke mindst, hvem skal betale for det? Er det regionerne med ansvaret for det nære sundhedstilbud? Eller er det måske mere oplagt, at det er kommunerne, som jo er tæt på kultur- og foreningstilbuddene? Det kunne man godt forestille sig, at der kunne opstå en lille slåskamp om,” siger han.

Slåskampe er det ikke blevet til for Berit Enggaard Kaae og Claus Rendtorff, men Vesterbrolægen lægger ikke skjul på, at pengene til projektet ikke ligefrem er kommet af sig selv. De har gjort et stort stykke arbejde for at forsøge at skaffe finansieringen. Den er ikke endeligt på plads, men Berit Enggaard Kaae vurderer, at de er tæt på.

”Vi har søgt i rigtig mange fonde og fået mange, mange, mange positive tilkendegivelser. For alle synes jo, at det giver mening, og det er let for de fleste at få øje på, at det på lang sigt efter al sandsynlighed vil være rentabelt. Vi er ikke i mål, men det ser ud til at nærme sig,” siger hun.

I fuld gang

At projektet endnu ikke er sat helt på skinner, har dog ikke forhindret Berit Enggaard Kaae i at bruge metoden i sin hverdag. Bunken med gode eksempler på henvisninger bare vokser og vokser.

”Fordi vi er så langt med databasen, begynder jeg mere og mere at kunne sige til patienterne, at ’ved du hvad, der er dette her tilbud, som kunne være en mulighed for dig.’ Og heldigvis er interessen og åbenheden stor,” siger hun og giver nogle eksempler. Et af dem handler om en præpubertær pige fra Sydhavnen, som havde problemer med ensomhed.

”Jeg anbefalede, at hun sammen med sin mor og far gik ned og kiggede lidt på en mark med heste og mulighed for at ride. Det har de gjort, og det er mit indtryk, at det har haft den rigtige effekt,” siger Berit Enggaard Kaae og giver endnu et eksempel med en ældre herre, der havde mistet sin hustru og nu havde svært ved både praktiske og sociale ting. Mad fik han ikke lavet, og det var småt med den sociale kontakt.

”Der var både et ernæringsproblem og et kontaktproblem. Der kendte jeg så et spisested, som har åbent nogle gange om ugen, og samtidig fik vi en nabo til at følge ham med derned første gang. Det endte med, at han kom derned fast tre gange om ugen og dermed ikke bare fik mad, men også nogen at tale med,” siger hun.

Mens projektet således kører i mere eller mindre håndholdt format, ser Berit Enggaard Kaae ikke noget til hinder for en landsdækkende udbredelse, når først alt er på plads.

”Vores håb er, at det bliver noget, man som praktiserende læge bare gør. Jeg kan sagtens se et potentiale i at brede det meget ud, og det, vi prøver, er at gøre det til et copy-paste-projekt. Så hvis andre tænker, at dette her lyder sgu da fedt, eller vil høre, hvordan vi gør det her på Vesterbro, så skal de endelig bare kopiere det,” siger hun.

Det gamle Vesterbro

Før vi bryder op, taler vi lidt om hendes motivation. Og på den måde er vi igen tilbage ved det gamle Vesterbro, der var lidt usynligt på vejen ind. For Berit Enggaard Kaae erkender, at mens alle naturligvis skal have den behandling, de har behov for, er det ikke blandt de velstillede – de rige og de raske – at hun kan gøre den største forskel. Det er snarere hos sådan nogle patienter som Lulu.

”Når vi nu går ud i venteværelset, så prøv lige at skæve til den patient, jeg skal se nu. Så kan du også se, at Vesterbro stadig er mange ting,” siger hun. Og ganske rigtigt. En smilende ældre dame i farverige gevandter – og med farvet hår – er som taget ud af den gamle børnetv-serie, Sonja fra Saxogade.

”Hej Lulu, kom du med indenfor.”

Om forskning i Sociale Henvisninger (Social Prescribing)

I England er der oprettet et nationalt akademi for ’social prescribing’, som begrebet hedder på engelsk. Akademiet samler den bedst tilgængelige evidens til brugere af metoden med henblik på at opnå de bedste resultater.

Resultaterne er særdeles lovende og opdateres løbende inden for forskellige segmenter fra ældresektoren til børne- ungeområdet og berører både fysisk aktivitet, kreative tilbud, aktiviteter i naturen og meget andet.

Om projektet

På Vesterbro i København arbejder de praktiserende læger Berit Enggaard Kaae og Claus Rendtorff på at formalisere udskrivning af sociale aktiviteter på recept. Ønsket er at kunne yde en bedre hjælp til patienter, der kommer ind i praksis, men hvis problemer dårligt kan afhjælpes i dybden ved hjælp af diagnoser og medicin.

Projektet er funderet i klyngen Sydvest, som består af praktiserende læger på Vesterbro Sydhavnen.

Når projektet er finansieret og er klar til igangsætning, vil det præsentere alle relevante sociale tilbud på en hjemmeside, som kan tilgås af læger i området. Der arbejdes på at få en fastansat ’brobygger,’ som kan hjælpe med at holde overblik over tilbud, og med at få konkrete patienter i gang med de rigtige forløb.

Hensigten er, at modellen skal kunne kopieres af praktiserende læger i hele landet.

Sociale tilbud til henvisning

I øjeblikket er der cirka 60 sociale tilbud i databasen

Alle har tilknytning til Vesterbro og Sydhavnen i København

Databasen skal være dynamisk og opdateres løbende, da der hele tiden er nye tilbud, der åbner og gamle, der lukker

Projektet samarbejder blandt andet med Københavns Kommune, Ældresagen og mange andre om at holde overblik over tilbuddene

Måling og dokumentation

Ifølge praktiserende læge Berit Enggaard Kaae er det svært at lave opsamlende dokumentation for effekten af Sociale Henvisninger. Området lider forskningsmæssigt under, at projekterne ofte laves meget forskelligt rundt omkring i verden.

Lægerne på Vesterbro samarbejder blandt andet med forskere fra Københavns Universitet om evaluering og er optimistiske omkring erfaringerne indtil nu.

Noget af det, studier fra England har vist, er, at sociale henvisninger giver færre akutte indlæggelser.