Blokering af signalmolekule kan hjælpe astmatikere
Astmatikere kan få reduceret mængden af slim, hævelser og vejrtrækningsproblemer ved at blokere et signalmolekule.
Det viser en ny international undersøgelse anført af Cardiff University School of Medicine, hvor forskere har konstateret, at signalmolekuler kaldet IL-1 kraftigt forværrer astmasymptomer.
Den allergiske immunreaktion, som udløser astma-symptomerne, er en kompleks proces, der starter med en overaktivering af en vis type hvide blodlegemer, de allergenspecifikke T-hjælperceller type 2 (Th2).
"Da vi tilføjede IL-1 (Interleukin 1) i et forsøg, opdagede vi, at symptomerne forværres dramatisk," forklarer dr. Stephen Caucheteux fra Cardiff universitet, der har fået undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet The Journal of Allergy and Clinical Immunology.
"Derfor kan man ved at blokere produktion af IL-1 lindre symptomer som slim, hævelse og forsnævring af luftvejene i lungerne."
IL-1 er en samlebetegnelse for 11 cytokiner, der er centrale for reguleringen af immune og inflammatoriske reaktioner på infektioner. Cytokiner er små proteiner, der er vigtige for cellesignalering.
"Opdagelsen af, at IL-1 er involveret i reguleringen af balancen mellem inflammatoriske og anti-inflammatoriske Th2 celler har ikke blot i væsentlig grad forbedret vores grundlæggende viden om T-celle-biologi, men er også en potentielt effektiv og hidtil ukendt vej til behandling af astma," siger dr. Jeff Zhu, som er chef for Molekylær og Cellulær immunoreguleringsafdelingen ved Laboratorium for Immunologi på Statens Institut for Allergi og Smitsomme Sygdomme.