Vaccination mod helvedesild reducerer risiko for stroke og AMI
Vaccination mod herpes zoster, som bruges til at forebygge helvedesild, er forbundet med en statistisk signifikant lavere risiko for AMI og stroke. Det viser data fra et review og metaanalyse.
Det nye review, som blev præsenteret ved en e-poster-session under ESC-kongressen i Madrid i august, er den første globale systematiske litteraturgennemgang og metaanalyse, der så detaljeret vurderer evidensen for en sammenhæng mellem vaccination mod herpes zoster og kardiovaskulære hændelser.
Analysen viste, at vaccination med enten den rekombinante herpes zoster-vaccine (RZV) eller den levende svækkede zoster-vaccine (ZVL) var forbundet med en statistisk signifikant lavere risiko for slagtilfælde AMI og stroke sammenlignet med ingen vaccination, både hos voksne ≥18 år og ≥50 år. Vaccination mod helvedesild med enten RZV eller ZVL var forbundet med en risikoreduktion på henholdsvis 18 procent og 16 procent. I studier, der rapporterede absolut risiko, svarede dette til 1,2 til 2,2 færre kardiovaskulære hændelser per 1.000 personår.
I alt blev 19 studier inkluderet i reviewet. Det nyeste af dem publiceret i Circulation i 2025. Otte observationsstudier og ét randomiseret kontrolleret forsøg (en samlet sikkerhedsanalyse af to fase III-forsøg, som ikke var designet til at vurdere kardiovaskulære effekter) opfyldte kriterierne for metaanalysen. På tværs af alle ni studier var 53,3 procent af deltagerne mænd, og syv studier rapporterede en gennemsnitsalder fra 53,6 til 74,0 år.
Resultaterne er lovende, men der er begrænsninger ved de data, erkender forskerne, idet næsten al evidens stammer fra observationsstudier, som kan være biased og ikke kan bruges til at fastslå kausalitet. De fleste studier havde desuden primært til formål at undersøge vaccineeffekten mod helvedesild i den generelle befolkning, hvilket kan begrænse muligheden for at overføre resultaterne til personer med højere risiko for kardiovaskulære hændelser. Det understreger behovet for mere forskning på området.
Tidligere forskning har vist en midlertidig øget risiko for stroke og AMI efter helvedesild, men det er endnu ikke bekræftet, om vaccination mod sygdommen kan reducere kardiovaskulær risiko.
