Christoffer Aagaard Melson (V): Vi er nødt til at behandle patienter forskelligt for at behandle dem ens

Venstres Christoffer Aagaard, medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, giver sine bud på, hvordan vi kan mindske den sociale og geografiske ulighed i sundhed i Danmark.

Medicinske Tidsskrifter taler her med medlem af Folketingets Sundhedsudvalg, Christoffer Aagaard Melson (V), om nogle af de emner, som blev bragt op ved Medicinske Tidsskrifters høring om forebyggelse af blodprop nummer 2.

Medicinske Tidsskrifter: Overvægt er en væsentlig risikofaktor for gentagne blodpropper. Mener du, at vi i Danmark bør prioritere endnu mere målrettet og en langt mere individuel indsats for at bekæmpe overvægt? Og bør vi sætte flere kræfter ind på opsporing og screening for hjerte-kar-sygdom?

”Hvis man også sørger for at tale med patienter og kronikere om kost og livsstil, så det ikke kun handler om medicin, så synes jeg bestemt godt, at man kan tale om, hvorvidt medicin bør fylde noget mere til særlige målgrupper. I forhold til screening, så håber jeg, at vi kan få det ind i et mere systematisk spor, hvor vi kan få noget mere evidens i forhold til, hvad det er for nogle screeningsprogrammer, vi sætter i gang til hvilke aldersgrupper. Forhåbningen er, at det nye Prioriteringsråd måske kunne være et sted, hvor man kunne begynde mere systematisk at se på den evidensbaserede tilgang til screening som forebyggelse af sygdom som så i sidste ende bør resultere i, at vi tager noget af presset på vores sundhedsvæsen.”

Medicinske Tidsskrifter: Bør vi i højere grad introducere de dyrere men også mere effektive nyere præparater (SGLT2-hæmmere og GLP1-receptoragonister) til særligt udvalgte målgrupper? Noget, som i øvrigt vil være i tråd med de lidt mere lempelige europæiske retningslinjer.

”Hvis vi taler om farlig overvægt, og hvis overvægten er kombineret med andre sygdomme, så synes jeg helt sikkert, at det skal være en del af værktøjskassen. Men igen er det naturligvis en lægefaglig vurdering, hvad der er det bedste for den enkelte patient. Jeg mener dog ikke, at vi skal have berøringsangst over for nye muligheder for at hjælpe patienterne. Der er nok ingen tvivl om, at på langt sigt, er en livsstilsomlægning det bedste, men hvis man har stor risiko for at blive meget syg, så skal man selvfølgelig også kigge den medicinske vej.”

Medicinske Tidsskrifter: Rygere får i gennemsnit blodpropper ti år tidligere end andre, fremgik det af et af oplæggene på høringen. Det er dyrt for samfundet og giver patienterne kraftigt nedsat livskvalitet. Bør der ikke i det klare lys vedtages eventuelle prisreguleringer eller endda forbud mod tobak?

”Jeg tror ikke på et forbud, men vi vil meget gerne være med til at se på priserne, hvilket vi også er i gang med at se på på EU-niveau. Risikoen er, at vi meget hurtigt kan få et meget stort sort marked, hvis der er kæmpestore prisforskelle mellem de europæiske lande eller lige på den anden side af grænsen. Hvis rygerne henter cigaretter på den anden side af grænsen, så mister vi både skatteindtægter, men også kontrollen med, hvad der er i cigaretterne. På den korte bane har vi sat mange andre initiativer i gang i forhold til at få folk til at stoppe med at ryge, og jeg håber, at vi vil se effekten af de initiativer de kommende år. Men jo, vi er bestemt åbne overfor at diskutere priserne på cigaretter.”

Medicinske Tidsskrifter: Manglende rehabilitering og risiko for gentagne blodpropper er stærkt forbundet med social ulighed. For at afhjælpe denne ulighed, foreslår nogle klinikere muligheden for en langt mere individualiseret behandling og en øget grad af risikostratificering. Nogle patienter er selv i stand til at tage hånd om deres sygdom og rehabilitering. For andre er det mere vanskeligt. Hvordan mener du, at vi i højere grad sikrer, at alle borgere får de tilbud, der passer til dem, og at vi dermed i tråd med Sundhedsreformen skaber mere lighed i sundhed?

Og er du åben over for ideen om, at vi går bort fra princippet om at behandle alle hjertepatienter ens - og i stedet i højere grad mandsopdækker højrisikogrupper?

”I tråd med Sundhedsreformen, så skal de praktiserende læger gerne på sigt have mere tid frigjort til en mere håndholdt indsats i forhold til de patienter, som har det sværest. De har brug for hjælp til at kunne klare sig selv, men også hjælp til at finde rundt i systemet og passe de aftaler, de har. Jeg er stor tilhænger af, at vi er nødt til at behandle patienter forskelligt for at behandle dem ens. De som klarer sig godt og er i stand til at tage hånd om deres eget forløb, kan man måske lade være med at se til opfølgning igen og igen – men de patienter, som er utrygge og har svært ved at tage hånd om deres eget sygdomsforløb, dem skal vi bruge noget mere tid på at hjælpe. Det skal vi blive meget, meget bedre til. Jeg kender rigtig mange patienter, som bliver sluppet i processen og selv skal navigere i systemet, blandt andet ved selv at finde en speciallæge. Hvis man ikke er meget ressourcestærk, så giver man jo op i den proces. Vi skal væk fra det system, hvor mange patienter aldrig kommer videre, fordi de ikke kan overskue det, og fordi der er alt for lidt hjælp at hente i den jungle, som jeg mener, at det er. Jeg synes faktisk, at det er ret slemt, og man bør automatisk få hjælp til for eksempel at booke en tid hos speciallægen.”

Medicinske Tidsskrifter: En del klinikere oplever, at patienter ikke har råd til medicin. Bør vi i højere grad risikostratificere og øge tilskud til medicin til særligt sårbare eller udsatte patienter?

”Vi skal blive bedre til at rådgive patienterne om de muligheder, der er for at få økonomisk hjælp til medicin. Systemet er for bureaukratisk og for lidt håndholdt – og generelt har patienterne for lidt viden om, hvilke muligheder de har for at få økonomisk tilskud. Der er gode muligheder, men der er ikke mange, der bruger dem. Det kan være fordi ’papir-tigeren’ for nogle af de mere sårbare grupper bliver for uoverskuelig.”

Medicinske Tidsskrifter: Hvordan lykkes vi med at få mere identiske rehabiliteringstilbud på tværs af landet? I dag er det patientens bopæl ellerkommune, som i høj grad afgør, hvilket tilbud der gives? Og hvordan ser du sundhedsrådenes rolle i den øvelse? Hvordan sikrer vi, at der i højere grad er overensstemmelse mellem de tilbud, som patienterne får i deres respektive kommuner? 

”Det er selvfølgelig vigtigt – og en central del i Sundhedsreformen. Det handler om at gøre en masse ting på tværs af planlægning, incitamenter og så videre. Eksempelvis sørge for, at der er nok praktiserende læger i hele landet og sørge for, at økonomien følger med, således at økonomien lokalt passer til det behov, der måtte være. Det vil drive, at der i højere grad kommer lige og nære sundhedstilbud i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Jeg tror på, at Sundhedsrådene kommer til at gøre en stor forskel i den øvelse, og det tror jeg også på, at Lægereformen kommer til. Det kommer til at tage nogle år, inden vi er i mål, men jeg er ret overbevist om, at vi kommer til at gøre det bedre end vi historisk har gjort i forhold til social og geografisk ulighed i sundhed.”

Medicinske Tidsskrifter: Både patienter og klinikere fortæller, at sektorovergangene mellem primær og sekundær sektor er risikofyldte, fordi det netop er i de overgange, at patienterne risikerer at blive tabt. Hvordan sikrer vi mere smidige sektorovergange mellem primær og sekundær sektor?

”Jeg tror på, at det i fremtiden bliver nemmere for patienterne at få den tid og den håndholdte hjælp, som er nødvendig. At man som praktiserende læge sikrer sig, at patienterne får hjælp til at booke tider, at man ’følger’ den mest sårbare patient helt derhen, og at man sikrer sig, at der bliver fulgt op. Jeg tror også på, at det kan løse mange udfordringer, hvis patienterne kan behandles lidt mere nært – for eksempel få foretaget en lille scanning eller taget en blodprøve hos sin praktiserende læge fremfor at skulle rejse til et sygehus og få den taget i et ambulatorium. Så vil vi nok se, at færre patienter giver op, fordi det er for uoverskueligt for dem. I dag er der ingen, der opdager, hvis man ikke lige får booket en tid på smerteklinikken eller til en gynækologisk undersøgelse. De mange, der opgiver i den proces, dem bliver der i dag ikke fulgt op på. Det skal vi have lavet om på. Med Sundhedsreformen reducerer vi sektorovergangene for kronikere og andre grupper, som vi gerne vil forhindre bliver genindlagte, fordi ansvaret overgår til regionerne. Jeg har i øvrigt en forhåbning om, at Kronikkerpakkerne vil vise sig at være en god model i forhold til at sikre bedre sektorovergange, der med tiden kan overføres til flere sygdomsområder.”