Alexander Egeberg bliver chef i medicinalfirma

Professor og overlæge i dermatologi Alexander Egeberg skal fra årsskiftet stå i spidsen for medicinske anliggende i LEO Pharma.
Få dage forud for EADV-kongressen, European Academy of Dermatology and Venereology, der blev afholdt i Berlin fra onsdag den 11. oktober til lørdag den 14. oktober, annoncerede den danske medicinalvirksomhed LEO Pharma, at Alexander Egeberg tiltræder en stilling som direktør for medicinske anliggender. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af virksomheden.
Alexander Egeberg er i dag professor i dermatologi ved Københavns Universitet og overlæge på Bispebjerg Hospitals Dermatologiske Afdeling. Med mere end 300 internationale videnskabelige publikationer bag sig, har han et dybdegående kendskab til særligt kronisk inflammatoriske hudsygdomme som psoriasis, atopisk dermatitis og rosacea.
På EADV fremlagde han blandt andet de seneste resultater fra det danske multicenter, dobbeltblindede, randomiserede, placebo-kontrollerede kliniske forsøg PSORRO. Et studie, der har vist, at lungemedicinen roflumilast ikke bare har god effekt på psoriasis, men også reducerer overvægt blandt patienter med psoriasis og dermed mindsker risikoen for potentielle følgesygdomme.
Alexander Egeberg vil også fortsat være tilknyttet Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og Københavns Universitet.