
”Det er interessant, fordi det tydeliggør, at vi kan forbedre livskvaliteten betydeligt, hvis vi får behandlet kløen,” siger Jesper Elberling.
Kløe og dens påvirkning af søvnen spiller hovedrolle i AD-patienters livskvalitet
To tredjedele af lebrikizumabs forbedring af AD-patienters livskvalitet skyldes effekten på kløe og dens indvirkning på søvnen, viser ny post-hoc-analyse. Resultaterne understreger, hvor stor betydning kløereduktion bør have i behandlingen af AD, siger overlæge og medforfatter Jesper Elberling.
Analysen er baseret på to fase III-studier (ADvocate1 og ADvocate2), der undersøgte effekten og sikkerheden ved behandling med lebrikizumab sammenlignet med placebo hos unge og voksne patienter med moderat til svær AD. Studierne viste, at patienter behandlet med lebrikizumab oplevede forbedring i både kløe, søvn og livskvalitet (Dermatology Life Quality Index, DLQI).
I post-hoc-analysen anvendte forskerne så en mediatoranalyse til at kvantificere den indirekte effekt af lebrikizumab på patienternes livskvalitet gennem kløe og søvnforstyrrelser. Og de nåede frem til, at langt størstedelen af den forbedrede livskvalitet kunne tilskrives lebrikizumabs kløereducerende effekt på patienterne.
”Det er interessant, fordi det tydeliggør, at vi kan forbedre livskvaliteten betydeligt, hvis vi får behandlet kløen,” siger Jesper Elberling, overlæge på Gentofte Hud- og Allergiafdeling, der har forsket i AD og kløe gennem mange år.
Omkring en tredjedel af forbedringen af livskvalitet skyldtes lebrikizumabs direkte reduktion i kløe, og en anden tredjedel skyldtes forbedring i søvn som følge af den reducerede kløes indvirkning på patienternes søvn. Lebrikizumab havde også en direkte effekt på DLQI, der ikke blev forklaret af mediatorerne.
Dårlig søvn har vidtrækkende konsekvenser
Ifølge Jesper Elberling er dårlig søvnkvalitet et udpræget problem blandt AD-patienter, der både kommer til udtryk ved besvær med at falde i søvn, men også ved såkaldt fraktioneret søvn, der betyder, at de vågner mange gange i løbet af natten. Det rækker ind i patienternes vågne timer og har store konsekvenser, ikke mindst for børn og unge, der har særligt brug for god søvnkvalitet.
”Vi ved, at det påvirker børn med AD’s daglige funktionsniveau, deres følelsesmæssige trivsel, sprogforståelse, indlæringsevne og evne til at fokusere og tænke abstrakt,” siger han.
Derfor understreger analysen også vigtigheden af behandling, der effektivt reducerer kløe, til selv helt små børn, hvor den dårlige søvnkvalitet kan påvirke hele familien negativt. Her nævner Jesper Elberling, at mens lebrikizumab er førstevalg til behandling af børn fra 12 år, så anvendes det lignende biologiske lægemiddel dupilumab til børn helt ned til 6 måneder.
”Nogle vil spørge, om det virkelig kan være rigtigt, at man skal give børnene en injektion hver 14. dag, for det kan jo også være lidt traumatiserende for mange. Her er det vigtigt at have dokumentation for, at behandlingen har en effekt, der batter. At den fører til en markant bedring for barnet, men i mange tilfælde også for barnets forældre,” siger han og fortsætter:
”Derfor er det centralt at fokusere på, at en farmakologisk behandling, udover at have effekt på selve eksemet, også reducerer kløe og forbedrer søvnkvaliteten tilstrækkeligt.”
Lebrikizumab er et monoklonalt antistof, som både hæmmer inflammationen og overfølsomheden i kløenerverne. Tidligere undersøgelser har vist, at lebrikizumab har en hurtig effekt på kløe efter opstart af behandlingen. Det blev godkendt til behandling af unge og voksne patienter med moderat til svær AD af Medicinrådet i februar 2024.