Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

”Prednisolon har været standardbehandling af akutte forværringer i 50 år, så det er meget positivt med resultater, som indikerer, at der kan være en ny behandling på vej til en væsentlig andel af patienterne,” siger professor og overlæge Charlotte Suppli Ulrik fra Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Fase III-resultater kan ændre 50 år gammel behandling af akutte eksacerbationer

En enkelt injektion med det biologiske lægemiddel Fasenra (benralizumab) er mere effektiv end prednisolon til behandling af akutte eosinofile eksacerbationer hos patienter med astma og KOL.

Det viser resultater fra det randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede ABRA-studie, som blev præsenteret på ERS 2024.

”Prednisolon har været standardbehandling af akutte forværringer i 50 år, så det er meget positivt med resultater, som indikerer, at der kan være en ny behandling på vej til en væsentlig andel af patienterne,” siger professor og overlæge Charlotte Suppli Ulrik fra Lungemedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

ABRA-studiet inkluderede 158 patienter med eosinofile eksacerbationer (defineret som blod-eosinofile ≥300 celler/µL). Det var desuden et kriterium for inklusion, at patienterne havde blod-eosinofile ≥250 celler/µL i stabil fase. 55,7 procent af deltagerne havde astma, 32,2 procent havde KOL, og 12 procent havde både astma og KOL.

Patienterne blev inddelt i tre behandlingsgrupper: Én gruppe fik 30 mg prednisolon i 5 dage kombineret med en enkelt injektion af 100 mg benralizumab, en anden gruppe fik placebotabletter i 5 dage kombineret med benralizumab, og en tredje gruppe fik prednisolon i 5 dage og en placeboinjektion. De primære endepunkter var behandlingssvigt inden for 90 dage og VAS-symptomer efter 28 dage.

Et stort fremskridt

I den primære effektanalyse blev de to benralizumab-grupper slået sammen og sammenlignet med gruppen, der kun fik prednisolon. Resultaterne viser, at hele 73,6 procent af patienterne i prednisolon-gruppen oplevede behandlingssvigt inden for 90 dage sammenlignet med kun 44,8 procent i benralizumab-grupperne (OR 0,264; 95% CI 0,125-0,556, p<0,001). Tiden til behandlingssvigt var markant længere i benralizumab-populationen sammenlignet med prednisolon-gruppen (HR 0,393; 95% CI 0,252-0,612, p<0,001). Der var også en signifikant forbedring af VAS-symptomer efter 28 dage med en forskel på 49 mm (95% CI 14-84) til fordel for patienter, som fik benralizumab (p=0,006).

En subgruppeanalyse viser desuden, at benralizumab alene var lige så effektivt som benralizumab kombineret med prednisolon. Der var således ingen forskel på effekten i de to benralizumab-grupper.

”Vi ved, at blot to prednisolonkure mod akut forværring i astma eller KOL er forbundet med øget risiko for osteoporose og type 2-diabetes. Hvis vi i stedet for prednisolon kan give patienter med akutte eosinofile eksacerbationer en enkelt dosis biologisk behandling, er det et stort behandlingsfremskridt,” siger Charlotte Suppli Ulrik.

Benralizumab er et monoklonalt antistof rettet mod interleukin-5-receptoren. Herhjemme er det anbefalet af Medicinrådet som standardbehandling af svær, eosinofil astma. I ABRA-studiet blev den gavnlige effekt af benralizumab observeret i samtlige subgrupper.